Brev om angst

Da et 25 år gammelt brev dukkede op, var det som et ekko fra fortiden. Det var et vidnesbyrd om, hvordan livet var dengang, da jeg levede med totale fortrængninger.

.

I januar måned 1983 havde DR P1 en udsendelsesrække om angst, hvor de opfordrede lytterne til at skrive ind med deres erfaringer. Jeg skrev nedenstående brev, som blev læst op i radioen. Brevet gemte jeg en kopi af, og først omkring 25 år senere dukkede det op fra gemmerne.

På det tidspunkt havde jeg gået i terapi i nogle år, og var blevet bevidst om alle de fortrængte traumer. Jeg var blevet bevidst om, hvad der havde været årsag til angsten, så det var meget mærkeligt at læse, hvor totalt langt væk fra virkeligheden jeg havde været dengang.

Jeg huskede sagtens ungdommens angst, men det var alligevel noget andet sort på hvidt at kunne se, hvilken virkelighedsforvrængning og konstant rædselstilstand jeg havde levet i. Brevet var i høj grad et vidnesbyrd om, at jeg simpelthen ikke havde anet, hvad jeg selv havde oplevet i min barndom.

Det var så vildt at se, at jeg havde skrevet, at jeg kom fra en relativ normal familie, og at jeg aldrig havde været ude for en traumatisk oplevelse! Der var afgjort meget i min familie, der på ingen måde var normalt, og hele min barndom havde været ét stort traume. Jeg kunne skrive, at jeg ikke havde noget personligt kendskab til døden – min far døde, da jeg var 10 år gammel. Da jeg skrev brevet, var det helt ude af min bevidsthed. Faktisk var jeg på det tidspunkt slet ikke bevidst om, at jeg nogensinde havde haft en far!

Brevet her var en vigtig brik i det puslespil af mit liv, som jeg prøvede at samle.
.


Originalbrevet som pdf

d. 23.01.1983

Til DR P1

Om angst

Tak for Jeres opfordring til at skrive om angsten. Det letter altid at tale/skrive om det.

Jeg er af hunkøn, 22 år.
Hvad min angst er kommet sig af, ved jeg ikke. Jeg er vokset op i en relativ ‘normal’ familie – ikke mere neurotisk end så mange andre. Naturligvis med visse psykologiske spil, men det er der vel mere eller mindre i alle familier. Mine forældre og søskende gav mig alt, hvad de kunne af kærlighed og tryghed. Jeg er altid blevet forkælet. Er aldrig blevet mishandlet. Hverken fysisk eller psykisk. Tværtimod. Jeg har aldrig været ude for nogen speciel traumatisk oplevelse. Men ét eller andet er tilsyneladende gået galt.

Min angst gav sig første udslag, da jeg var knap ét år gammel. I min tidligste barndom var jeg angst for næsten alt mellem himmel og jord: F.eks. gummistøvler, TV-antenner, noget bestemt legetøj, en hylde inde i stuen, flyvemaskiner, én bestemt melodi i radioen og alt hvad der var blødt at røre ved. Det viste sig ved, at jeg hylede og skreg og blev panikslagen, hver gang jeg blev konfronteret med disse ting.

I dag ser angsten anderledes ud. Jeg er angst for alle former for smådyr og insekter; selv sommerfugle – men ikke for bier og hvepse. Den angst er til at leve med! Da ved jeg, hvad jeg har at kæmpe imod. Noget ‘realistisk’, noget synligt. Den angst, der forhindrer mig i at sove med slukket lys, er straks meget værre.
Dén angst er fuldstændigt urealistisk. Det handler om vampyrer, onde ånder, monstre og overnaturlige væsner. Foruden angsten for døde mennesker og de makabre ting, der dermed følger! Jeg tør f.eks. ikke komme i nærheden af et mørkt vindue om aftenen af angst for at støde ind i noget af omtalte. I perioder har jeg ikke turde se ind i mine skabe og skuffer eller gå ud på badeværelset om aftenen af samme grund.

Jeg er angst for døden. Jeg er ikke bange for selv at dø, men jeg tåler ikke at se døden i nogen af dens afskygninger. Jeg har ingen erfaringer med døden andet end fra medierne. Paradoksalt nok har døden faktisk i perioder forekommet mig at være den eneste løsning på min angst. Ja, jeg har ofte længes efter at dø – ønsket det… for at slippe for den terror angsten er.

Selve angstanfaldet giver sig udtryk med kraftig hjertebanken, rysteanfald, svedeture, bevidsthedstab eller endog besvimelse. Det er frygteligt – man mister fuldstændigt kontrollen over sig selv – og man mister også helt følingen med omverdenen.
I perioder har det været helt ekstremt. Da har jeg ikke kunnet høre radio, ikke kunne læse i en bog eller et blad, ikke se TV. For jeg kunne være sikker på, at der før eller siden ville dukke vold og ondskab op. Selv lørdagskrimien i fjernsynet kunne tjene som inspiration for mine mareridt.

Jeg vil komme med et eksempel:
I en periode i 1981 var det hele ekstra slemt.
En aften fortalte min ven om en uhyggelig film, han havde set. Jeg blev lammet af chok, over det han fortalte, så jeg magtede end ikke at bede ham tie stille. Jeg kunne ikke tale… Det endte med, at jeg brød sammen.
Dagen efter sad jeg på mit værelse hele dagen. Turde end ikke gå ud på badeværelset. Havde forfølgelsesvanvid. Dagen efter igen var jeg ved at komme mig nogenlunde. Så sendte TV filmen ‘Polledreng kommer hjem’. Det var prikken over i’et. Det var kun på forhånd blevet sagt, at filmen var uegnet for mindre børn. IKKE at den også var uegnet for folk med svage nerver. Det blev først sagt bagefter!
Heldigvis så jeg den ikke alene. Så er jeg sikker på, at jeg i desperation havde taget livet af mig. Men der skete igen det, at jeg blev lammet af chok. Kunne ikke røre mig, kunne ikke rejse mig og gå. Sad bare som limet til stolen. Ham jeg så den med fik mig ud af trancen ved at sige: ‘Det der kan du da vist ikke tåle at se’. Så brød jeg totalt sammen og flygtede i panik ud af stuen. Den nat fyldte han mig med stesolider men intet hjalp. Jeg hylede og skreg og kunne ikke falde til ro.
De næste par nætter drømte jeg, at jeg fik samme behandling som ‘Polle-dreng’ af mennesker, der stod mig nært.

Jeg gik rundt som i en anden verden. Jeg kunne intet rigtigt se – mit blik var sløret og tingene flød ud i hinanden, jeg havde hallucinationer, forfølgelsesvanvid, svedeture, rysteture. Omverdenen flød bare forbi mig som en stor grå masse. Det eneste, der var helt klart for mig, var den angst, jeg levede i. Virkeligheden var de rædselsfantasier, jeg havde inde i hovedet.
Det var frygteligt. Ubeskriveligt!

Så fik jeg tid hos en psykiater, men hun kunne ikke hjælpe mig. Men det er en anden historie.

Jeg har efterhånden lært mine grænser at kende: Når en film f.eks. er uegnet for mindre børn, kan jeg som regel ikke tåle at se den!
Ikke nok med det! Men når angsten også forfølger én i søvne, så er man til sidst på sammenbruddets rand. Man er ikke fri i dagligdagen, men når det endda også bliver en pinsel at sove, så føler man sig for alvor total magtesløs. Siden jeg var barn, har jeg lidt af de mest grusomme mareridt: Tortur, død, lemlæstelse og massakre. De mareridt ville let kunne komme op på siden af selv de værste skrækfilm!

Som det fremgår af ovennævnte, er angsten naturligvis et handicap:
Det er meget anspændende at sove med tændt lys hver nat. Man bliver aldrig rigtigt udhvilet.
Det er ikke morsomt, at man i perioder til stadighed må tage beroligende piller og sovemedicin for overhovedet at få noget søvn.
Det er frygteligt at være bange for at falde i søvn, fordi man på forhånd gruer for, hvilke pinsler man skal udsættes for i drømme.
Jeg er i perioder udelukket fra at deltage i enhver aktivitet, der indebærer, at jeg må gå ud efter mørkets frembrud.
Jeg kan ikke deltage i en diskussion om en bog eller en film, hvori der bare har været lidt vold f.eks. Endda må jeg bede folk om at lade være med at tale om det, når jeg er tilstede.
Det er frustrerende at skulle sidde med nerver på, for at overvinde sig selv turde kigge i et ugeblad. Af angst for, at der uventet skal komme et sindsoprivende billede. Og kommer der så et billede, der virker oprivende, er det bestemt også hårdt, at man i de næste 10 minutter skal prøve at beherske et angstanfald med hjertebanken, svedeture, rysteture og mindre bevidsthedstab. AF AT LÆSE ET UGEBLAD! For ikke at tale om, hvilken inspiration et sådan tilfældigt billede er til mine rædselsfantasier om aftenen og til mine mareridt.

Ja angsten er i sandhed et Helvede på jorden.
Den er frygtelig at leve med.
Hvordan mon det ville være at leve uden???

P.S.: Jeg har igen fået en tid hos en psykiater. Håber så, at jeg er mere heldig denne gang. Som nævnt kunne den første jeg var hos ikke hjælpe mig.

Alt dette er naturligvis kort fortalt men det skulle være nok til at give et indtryk af én form for angst. Og endnu engang: Tak for opfordringen til at skrive.

Med venlig hilsen
xx

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.