Den anstrengende illusion

Uddrag fra kapitlet ‘Den anstrengende illusion’ af Bo Heimann fra antologien Hvad er ego? redigeret af Bo Heimann. 

..

Hvad_er_ego

Først er der essens. Tabet af essens er frygtindgydende, så frygtindgydende, at egoet bygges op som lige dele erstatning og forsvar mod smerten ved tabet.
.

Afgrunden. Tabet af essens river os ud på kanten af dødens afgrund, hvor der ingenting er at tro på eller holde fast i. Det er den ultimative tomhed – den tomhed, vi bruger resten af livet på at holde fra livet.

Rædslen. At stirre ned i den afgrund, i tomheden, planter en dybtliggende ubærlig rædsel i os, der leder til en oplevelse af total meningsløshed.

Meningsløshed. Ud af meningsløshedens apatiske energiforladthed (der er tale om kollaps. Hvorfor trække vejret,  når intet giver mening?) vokser, hvad vi kan kalde for det blødende narcissistiske sår.

Det narcissistiske sår. Det er voldsomt sårende og krænkende ikke at blive mødt på sin Essens. Oplevelsen af at mangle dét er så gennemgribende, at vi går igennem livet med det narcissistiske sår, oplevelsen af mangel, som evig følgesvend.

Hadet. Manglen er ganske enkelt ikke til at holde ud – og smerten får os til at trække os sammen, lukke i – hade. Et fastfrossent og destruktivt had, der ofte også rettes indad (selvdestruktivitet og selvmord).

Fremmedgørelsen. Det giver os ikke underligt en oplevelse af fremmedgørelse, isolation og ensomhed, at være støbt inde bag et stålsat, koldt had. Vi har hverken kontakt med os selv eller andre. Fremmedgørelsen gør os vrede.

Vreden. Det er en rødglødende udadvendt vrede, der hele tiden er på nippet til at koge over med aggression, spydigheder og sarkasme.

Masken. Det sørger vores socialisering for, at den ikke gør for tit – koger over. Oven over alting holder vores sociale maske hele dette cirkus i ave.

.
Bevidstheden om disse forskellige lag er værdifulde ‘vejvisere’, der peger mod Essens. Og eftersom ego er forsøg på at erstatte og efterligne den oprindelige essens, giver det god mening at kende til egoets opbygning og dets reaktionsmønstre.
Denne model af egoet kan også forstås i den omvendte rækkefølge – udefra. Hvert lag er nemlig et forsvar mod det næste lag; hvert lag dækker over laget nedenunder.
.

Masken
Vores sociale ansigt udadtil. Vores glatpolerede til tider nærmest overfladiske forsøg på at optræde nogenlunde civiliseret overfor vore medmennesker og omverdenen, og samtidigt egoet forsøg på at efterligne vores oprindelige essens.
Masken er det, vi gerne vil være ved – vi vil gerne være venlige, imødekommende, kloge, charmerende, intuitive, fleksible, forstående, intelligente, hjælpsomme, sexede, stærke o.s.v. Masken er, hvad vi normalt kalder for ‘mig’, det er den, vi identificerer os med, vores persona, selvom der reelt ikke er nogen virkelig hjemme!

Vreden
Lige under vores maske, vores social overflade, ligger der en angst for at vi skal blive afsløret – vi ved jo godt, at masken er en løgn. Derfor ligger der under overfladen i os en stikkende, irriterende aggression og lurer frustrerende. Den kommer til udtryk, når vi er trætte, stressede, pressede eller når vi synes, vi bliver urimeligt behandlet eller misforstået – så snapper vi, viser tænder, bliver vrede eller bruger ironi eller sarkasme.
Frustrationen og vreden kommer dels af, at vi godt ved, at vores maske er overfladisk og ureel og dels fordi vi alligevel ikke ved, hvad vi skal gøre, når falskheden afsløres – andet end at reagere ved at tage afstand, ved at skubbe verden fra os med vrede og frustration. Derfor er vi bange for at få revet masken væk. Samtidigt er vreden en beskyttelse mod laget nedenunder.

Fremmedgørelsen
Når vi reagerer ved at tage afstand med vrede og irritation, føler vi os alene og fremmedgjorte – ikke kun i forhold til andre mennesker men også i forhold til os selv, fordi vi har fjernet os endnu mere fra vores egentlige natur, vores essens.
Det giver en følelse af, at det er ‘synd for mig’ og at verden er ‘ond’. Det resulterer i en tilbagetrækning til en isoleret tilstand, hvor vi føler os helt hårde og usårlige – ‘de får mig ikke ned med nakken, jeg giver aldrig op’ – som om vi er blevet støbt ind i stål og jern. Det er oplevelsen af at være udenfor, isoleret, ensom blandt mennesker.
Den isolerede tilstand afbrydes dog med mellemrum af en pludselig voldsom og rødglødende aggression, når den stålsatte isolation sprækker, men som regel beskytter vi os mod fremmedgørelsen ved at vende vores vrede ud mod omverdenen. Samtidigt er fremmedgørelsen en beskyttelse mod noget, vi er endnu mere bange for.

Hadet
På et tidspunkt bliver fremmedgørelsen for meget for os – den nærmest imploderer – og dermed bliver den voldsomme aggression til destruktivt, koldt had, der kan snyde og virke som afslappethed på overfladen. Der er dog tale om noget helt følelsesforladt. På dette tidspunkt er man overbevist om sin ret til at destruere – ‘det er jo blot en retfærdig hævn, for alt det, der er sket for mig’. Destruktionen kan dog også vendes indad i form af selvhad, der ultimativt kan føre til selvmord.

Det narcissistiske sår
Energien i hadet aftager efterhånden og vi oplever os selv som kraftløse og udmagrede. Vi har ikke energi til noget som helst. Oplevelsen af ikke at være blevet set oversvømmer os som et åbent, blødende sår. Ligesom i vores tidligste barndomsdage er det dybt, dybt sårende ikke at blive værdsat for ens essentielle kvaliteter – nutidens sår åbner op for det dybereliggende narcissistiske sår fra barndommen. Følelsen af manglen er gennemgribende, fordi det narcissistiske sår dybest set kommer af, at vi ikke følte os set, støttet og supporteret i barndommen.

Meningsløsheden
Livet giver ikke længere nogen mening – det opleves tværtimod som helt tomt og totalt meningsløst. Vi oplever, at sløret lettes for et kort sekund og ser egoet løgne og manipulationer – og ved, at det er uden mening. Vi kollapser i depression og har en følelse af ikke at være andet end en tom skal.

Rædslen
Langsomt kommer rædslen snigende ind i meningsløsheden, fordi det efterhånden går op for os, at vi står på kanten af en bundløs afgrund. Vi er virkeligt skræmte, for vi ved, at afgrunden ikke kun er næste skridt men også, at afgrunden er lig det sted, hvor vi i tidernes morgen mistede noget – nemlig vores essens. Derfor kæmper vi imod, som var der noget at kæmpe for (essensen er jo for længst gået tabt).

Afgrunden
Der er nu absolut ingenting mere at holde sig til – kun frit fald! Det er resultatet af at være definitivt afskåret fra essensen. Det er den afgrund, det ‘hul i sjælen’, vi stort set kæmper hele livet for at komme til livs – ved at indgå kærlighedsrelationer, skabe sikkerhed omkring os via penge, karriere og social status, eller ved at flygte fra den ved at misbruge mad, alkohol, sex m.v. Og det er også den mangel, som hadet, fremmedgørelsen, vreden og masken desperat forsøger at dække over; det er vores personligheds (egoets) fornemmeste opgave at dække over den mangel.

Essens
På den anden side af afgrunden venter vores essens, fuld af alverdens kvaliteter. Her er vi alt, vi kan tænke os at være, her mangler intet.

.
Denne model af egoet koncentriske cirkler, som de kaldes, hjælper os ikke i første omgang til større forståelse af, hvordan det kan være, at vi render rundt med på overfladen så forskellige egoer. Men modellen giver indsigt i de forskellige stadier af flugt fra os selv og gør det dermed muligt at blive bevidst om, hvilket stadium vi hver især hænger mest fast i. 
Fælles er dog, at vores vej væk fra vores essens er ens, uanset hvordan egoets endelige udtryk ender med at blive. På samme måde er vejen hjem igen grundlæggende ens: iagttagelse af egoet. 
.
Vores udviklingsveje er i udgangspunktet forskellige, afhængigt af hvilke af de ovennævnte stadier, vi er knyttet til. Og afhængigt af hvordan vores ego ender med at udtrykke sig på overfladen. Men grundlæggende er vejene ens: iagttagelse.
.


Bogen er udsolgt fra forlaget men kan købes via forfatterens hjemmeside som e-bog, lånes på biblioteket eller måske findes antikvarisk.

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.