Grænseproblematikker i det dysfunktionelle mønster

Mange tror, at grænser kun handler om at kunne sige fra, men det er så langt mere end det. Grænser er følelser og sansninger. De præger hele den måde, man er i verden på.

.

For, at der kan forekomme overgreb på børn, må der være nogle bestemte forudsætninger til stede – nogle dysfunktionelle mønstre, der kendetegnes af nogle grænseproblemer. Disse grænseproblemer findes overalt – i personlige relationer, institutioner og i samfundet som helhed. Hvis miljøet er sundt og funktionelt, vil overgreb ikke forekomme, eller de vil blive opdaget, der vil blive taget hånd om problemet og handlet på det, så noget lignende ikke kan ske igen.

Det dysfunktionelle mønster og dets grænseproblemer er universelt og forekommer i alle miljøer, alle sociale lag og i alle kulturer. Det er klart, at der kan være mange grader af dysfunktion, og den kan have mange forskellige udtryk, men dynamikken og mekanismerne er de samme.

Det dysfunktionelle mønster kan ses som den egentlige sociale arv. Mønsteret bliver internaliseret i opvæksten og følger mennesket livet igennem, for det fortsætter ubevidst fra generation til generation. Derfor brydes den sociale arv ikke nødvendigvis, fordi man får uddannelse eller arbejde eller tjener mange penge (faktisk kan der være rigtig meget mønsterfortsættelse heri) – nej, den sociale arv brydes først for alvor, når mennesket bliver i stand til at mærke sine egne autentiske grænser, følelser og behov, og kan handle herfra i overensstemmelse med sig selv.

.

Som det ses på illustrationen er den sunde familie kendetegnet af mange grænser på kryds og tværs internt i familien. Der er bl.a. grænser mellem voksne og børn, mellem kønnene og der er en grænse ud mod omverdenen. Alle grænser er perforerede, d.v.s. der er mulighed for udveksling med omgivelserne. De eneste grænser, der er faste, er hvert individs afgrænsning. Illustrationen af den dysfunktionelle familie viser, at der kun er én grænse, og det er den hermetisk lukkede grænse ud mod omverdenen. D.v.s. der mangler en personlig afgrænsning, så den ydre grænse kommer til at kompensere for manglende indre grænser.

Den følgende tekst tager udgangspunkt i fire grundlæggende grænseproblematikker, der er beskrevet i bogen ‘Familier med sexuelt misbrug af børn’ af Eva Hildebrand og Else Christensen*. Trods titlen er disse grænseproblemer absolut ikke forbeholdt familier, hvori der foregår seksuelle overgreb, men grænseproblemerne er en forudsætning for, at der kan forekomme overgreb (af enhver slags). Den samme dynamik findes alle steder, hvor der er mennesker, der ubevidst fører mønstret videre, og i mine øjne kendetegner det den måde samfundet fungerer på.

De fire grænser er:

  • Grænsen til omverdenen
  • Den interpersonelle grænse
  • Grænsen mellem generationerne
  • Den intrapersonelle grænse

.

Den dysfunktionelle familie har en massiv grænse mod omverdenen. Måske lever familien fysisk isoleret men det behøver ikke at være tilfældet. Det kan sagtens være en familie, der tilsyneladende er velfungerende, og har en stor berøringsflade udadtil. Det handler om, at der ikke er nogen følelsesmæssig åbenhed, og der ikke sker en følelsesmæssig udveksling med mennesker uden for familien.

Denne ydre grænse tjener som beskyttelse, men den skaber også en isolation og adskilthed fra den omgivende verden. Ingen får lov at komme så følelsesmæssigt tæt på, at grænsen risikerer at blive overskredet. Det bevirker, at der ikke kommer nogen ny energi ind i familien, ingen nye tanker, idéer og inspiration og heller ingen hjælp. Meget vigtigt opretholder den ydre grænse status quo, for den sikrer, at der ikke afsløres nogen hemmeligheder. Ingen udefra får mulighed for at komme ind, og ingen indefra vover at afsløre noget for ‘dem derude’. På den måde sikrer den lukkede grænse mod omverdenen, at intet forandres.

Adskillelsen fra omverdenen fører til en oplevelse af, at der er ‘dem og os‘. Der er ‘de andre‘ ude i verden, der er helt forskellig fra ‘os‘ her i familien – og i en dysfunktionel familie er forskellig lig med forkert. I familien taler man om ydre ting, om andre mennesker og ikke om, hvordan man selv har det. Omtalen af andre er ofte fordømmende og nedsættende, så de bliver gjort forkerte, hvorved familien kan føle sig ‘rigtig’. Der er ingen eller kun ringe solidaritetsfølelse med dem ‘udenfor’. Også i de familier, hvor der ikke direkte tales nedsættende men mere undrende om andre mennesker, vokser børnene op med opfattelsen af, at de er anderledes og forskellige fra ‘dem derude‘. Den skelnen mellem ‘dem og os’ kan medføre en følelse af ikke at høre til i ‘menneskefællesskabet’ og det medfører naturligvis fremmedgørelse, ensomhed, mistillid og usikkerhed, der (også) må skjules bag en facade. Når andre lukkes ude bliver familiens medlemmer meget afhængige af hinanden og af den symbiotiske nærhed. Uden familien har man ingen (er man ingen).

I manglen på personlige grænser, kan den rigide grænse mod omverdenen være individets eneste beskyttelse, men den er også en barriere. Man kan føle en symbiotisk tryghed i familien, men samtidigt er den også et klaustrofobisk fængsel, hvor man er følelsesmæssigt indespærret. Grænsen til omverdenen kan senere i livet gøre det umuligt f.eks. at søge professionel hjælp og behandling, selvom man virkeligt har brug for det. Det kan føles ekstremt farligt at skulle ‘blotte sig‘ eller udlevere sig til et menneske, der er én af ‘de andre‘, som man har lært ikke at stole på. Så hellere klare problemerne alene. Men det er netop problemet – det kan man ikke! At overskride denne usynlige grænse til omverdenen er det første og største skridt imod heling.

.

Den dysfunktionelle families rigide grænse mod omverdenen modsvares af en udpræget grænseløshed internt i familien. Der er kun få eller ingen individuelle grænser mellem familiens medlemmer, så alle flyder sammen følelsesmæssigt. Der er ikke noget ‘du’ og ‘jeg’, der er kun ‘vi’ og ‘os’. Alle familiens medlemmer skal føle, tænke, tro og mene det samme, hvis de vil undgå repressalier. Barnet lærer hurtigt, at det ikke er tilladt at være forskelligt og adskille sig fra familien, for det medfører udskamning og udstødelse. D.v.s. at barnet lærer, at det er skamfuldt, forkert eller forbudt at have sine egne grænser, følelser og behov, tanker og meninger. Er man anderledes, er man forkert, så barnet prøver at lave om på sig selv, så det kan være ‘ligesom de andre‘ og dermed blive anerkendt af flokken.

Når det ikke er muligt at have nære relationer til mennesker uden for familien, må alle behov dækkes internt i familien. Der vil være evige magtkampe og konflikter om, hvis behov der er vigtigst. Det medfører hyppige grænseoverskridelser og svigt, der udløser vrede og smerte. Den stærkeste vinder kampene og får dækket sine behov på bekostning af de, der er svagere.

Da der ikke kommer ny, positiv energi ind i familien, er det den samme gamle energi, der bliver ved med at cirkulere og den er fyldt med afmagt, fortvivlelse, frygt og raseri. Børnenes naturlige, glade, kærlige energi, der lever på trods, er den eneste positive energikilde og derfor vil de voksne enten suge af den energi for at nære sig selv eller de vil forsøge at ødelægge den, fordi de ikke kan rumme den. Begge dele resulterer i, at børnene drænes.

Atmosfæren i hjemmet kan veksle imellem at være som en dybfryser eller en trykkoger og livet leves i en følelsesmæssig rutschebane, der påvirker alle. Det skaber højspænding, så der kun skal en gnist til for at udløse en eksplosion. Når det sker, vil familien trække sig væk fra hinanden et stykke tid, indtil de ikke kan udholde adskillelsen længere, hvorefter de søger sammen igen. Men når de er sammen, øges spændingen hurtigt, så det er kun et spørgsmål om tid, hvornår den næste eksplosion indtræffer. Derefter vil familien igen skilles og efter nogen tid søge sammen. Det er en konstant, forudsigelig cyklus.

Konkret kan grænseløsheden internt i familien vise sig på mange forskellige måder: F.eks. at privatliv ikke er tilladt, hyppige verbale, fysiske og følelsesmæssige overgreb, manglende rammer og strukturer, alkohol- og stofmisbrug o.s.v. I dette miljø er forudsætningerne for (seksuelle) overgreb på børn til stede. F.eks. kan den voksne bruge overgreb til at få kontrol over barnet, så det bliver styret med frygt og er nemmere at få til at indordne sig. Seksuel aktivitet kan også være en måde at få afløb for sine aggressioner eller den kan være varmende og energigivende, hvis man befinder sig i en følelsesmæssig dybfryser. Og stadigt bliver energien holdt internt i familien.

.

Manglen på interne grænser i familien bevirker, at også grænserne mellem generationerne udviskes, hvorved der opstår en rolleforvirring eller rolleombytning. De voksne er følelsesmæssigt umodne og har så at sige taget børnerollerne, så børnene får tildelt voksenrollerne. Nogle voksne er dog i stand til på nogle områder at påtage sig et voksent ansvar, men ofte træder de voksne først i karakter, når der skal straffes eller inddrages privilegier. D.v.s. når de kan bruge magt til at få trumfet deres vilje igennem, en magt som børnene i sagens natur ikke har.

Da de voksne ikke fik dækket deres basale følelsesmæssige behov i deres barndom, er de bevidst eller ubevidst stadigt fokuserede på sig selv og deres egen behovstilfredsstillelse. Altså gentager de i én eller anden grad det samme, som de selv har oplevet: Børnene skal dække de voksnes behov og det er en objektgørelse, som børnene tager skade af. Det bliver børnene, der skal forstå, trøste, bekræfte, hjælpe, anerkende og tilfredsstille de voksne og give dem positiv opmærksomhed. Til gengæld får børnene ikke megen positiv, voksen opmærksomhed på deres egne præmisser. Det følelsesmæssige misbrug suger energien ud af børnene og kan føre til, at de som voksne er drænede for energi og derfor ikke har overskud til deres egne børn, der så skal dække deres behov. Historien gentager sig.

Det er meget almindeligt, at den ene forælder giver barnet en voksenrolle og derved degraderer sin partner til en barnerolle. Derved sker der en splittelse mellem barnet og den forælder, hvis plads det har ‘taget’, så der opstår magtkampe og rivalisering. Samtidigt bevirker denne degradering af den ene forælder, at de voksne ikke har en ligeværdig og jævnbyrdig relation. Dermed opstår der kampe mellem forældrene, hvor børnene ofte bliver tvunget til at tage parti. Det skaber yderligere splittelse i barnet, for de voksnes kampe bliver barnets indre borgerkrig.

Konkret kan rolleforvirringen vise sig på mange forskellige måder. Måske bliver mor og datter fortrolige ‘veninder‘ eller rivalinder. Sønnen bliver fars kammerat, der f.eks. skal dele hans problemer med kvinder, eller de kan blive rivaler. Det kan være, at forældrene begynder at dele deres eget misbrug af f.eks. alkohol eller hash med de større børn. Der kan være seksualiserende snak på tværs af generationerne, eller forældrene involverer børnene i deres indbyrdes samliv eller i deres private problemer og bekymringer.

Der er ikke nødvendigvis så langt fra et følelsesmæssigt misbrug af børnene til et fysisk misbrug. Det kan være, at faderen elsker, at datteren klør ham på ryggen og måske vil moderen gerne have, at sønnen masserer hendes skuldre. Dette kan virke meget harmløst, men når der i forvejen hersker en grænseløshed i familien, kan det i nogle tilfælde blive en glidebane til seksuelle overgreb.

Der er en tommelfingerregel, der siger, at det man påtager sig ansvaret for, ender man med at få skylden for. Det passer i særdeleshed godt i disse familier: Når barnet påtager sig de voksnes ansvar for familiens problemer, ender det før eller siden med at få skylden for problemerne.

.

Den intrapsykiske grænse er grænsen mellem virkelighed og uvirkelighed, og den kaldes også for virkelighedsforvrængning.

Da familien dårligt rummer følelser og især ikke smertefulde følelser, må virkeligheden laves om, så den er til at bære. Når én i familien udtrykker ked-af-det-hed, sorg, nedtrykthed, smerte eller noget andet svært, så vil familien typisk fornægte og skubbe problemet væk: ‘Det er da også lige meget, at de andre ikke gider lege med dig, de er jo bare dumme’ eller ‘Det er da også din egen skyld’ eller ‘Det er da ikke så slemt’ eller ‘Hold dog op med at være så pivet’ eller ‘Gå dog ud og bank dem’. Alt sammen ’gode råd’ der har til hensigt at negligere problemet, så det ikke er nødvendigt at konfrontere sine egne følelser og sin egen magtesløshed, men samtidigt skubbes barnet også væk. Oveni det oprindelige problem må barnet nu også bære følelsen af at blive svigtet og afvist samt følelsen af utilstrækkelighed, når det ikke er i stand til at følge ’rådene’. Resultatet bliver, at barnet føler mistillid, sorg, vrede, ensomhed, skyld og skam. Det er klart, at med disse reaktioner lærer barnet ikke at rumme sine egne følelser. Når barnet bliver voksent og selv får børn, er der stor risiko for, at dette reaktionsmønster i én eller anden grad vil blive givet videre til dem. Det nu voksne menneske har jo lært, at det er sådan, man forholder sig til problemer, og kender ingen alternativer.

Det er klart, at når alt pr. definition skal være godt og der ikke tillades nogen problemer, så er egentlig samtale og dialog umulig. Samtalen vil derfor være overfladisk, for når man ikke kan tale om noget, der er svært eller gør ondt eller indebærer en risiko for at blive gjort forkert, så er der ingen, der kan tale om, hvordan de virkeligt har det, og ingen der vil høre på det. Ethvert forsøg på at nærme sig noget følelsesmæssigt og autentisk vil få resten af familien til at rejse børster, og de vil benytte sig af udskamning, skyld og afvisning for at stoppe det.

Når barnet må bære sine smertefulde følelser alene uden at kunne få dem spejlet eller verificeret af andre, lærer barnet ikke at sådanne følelser er normale. Barnet oplever heller ikke, at andre har lignende følelser, så det bliver i tvivl om sig selv, og skammer sig over at være ‘anderledes’. Når virkeligheden bliver for smertefuld, træder ubevidste forsvarsmekanismerne i kraft, og der bliver i én eller anden grad lukket af for følelser og/eller erindringer. Virkeligheden må ændres, så den bliver til at holde ud og det indebærer bl.a., at barnet må lyve for sig selv og dermed også for andre. På den måde bliver barnet i stand til at fungere i den ydre verden til trods for det indre kaos. Konsekvensen er, at der opstår to parallelle virkeligheder, der kan blive så adskilte, så når barnet befinder sig i den ene verden, er der ingen adgang til følelser eller erindringer fra den anden verden og omvendt.

Det siger sig selv, at det skaber et enormt splittet og fragmenteret liv med en meget usikker virkelighedsopfattelse. Alle de fortrængte og undertrykte følelser kan medføre en oplevelse af uvirkelighed, mangel på jordforbindelse og kontinuitet. Uvirkeligheden kan være ekstremt angstfyldt. Det kan føre til et voksenliv med depression, ensomhed, angst, smerte, psykoser, dårligt selvværd, fysisk sygdom, manglende sociale kompetencer, destruktive relationer og meget mere – og man forstår ikke, hvorfor man har det sådan. Forklaringen må være, at der er noget galt med én selv, og det skal holdes skjult! Eller også er det bare alle andre, der er idioter og skyld i éns problemer. Livsløgnen, der er baseret på uvirkeligheden, holder sammen på én og skaber en illusorisk virkelighed. Bliver livsløgnen afsløret, falder alt fra hinanden (og så kan helingsprocessen begynde).

Virkelighedsforvrængning kan have mange udtryk og mange nuancer. Når barndommens gamle overbevisninger og overlevelsesstrategier bliver ‘sandheden’, vil det skabe en virkelighed som ikke nødvendigvis har noget med realiteter at gøre. Et eksempel kan være, at man føler sig skyldig i ting, man reelt er helt uden skyld i eller modsat, hvis man altid føler sig uskyldig og uden ansvar. Begge dele er lige urealistiske, selvom følelserne kan være meget overbevisende.
.

En 5. grænse – Energien
For egen regning tilføjer jeg en 5. grænse, som jeg kalder ‘den energimæssige grænse’. Den handler om sansningen af grænser og evnen til både at beskytte sin egen energi og holde den i sig selv. Man kan også kalde det den fysiske grænse, for den handler også om nervesystemet.

Når man vokser op i en dysfunktionel familie, hvor éns grænser konstant bliver overskredet, vænner man sig til det. Man mister evnen til at mærke, hvor éns personlige grænser går både fysisk og på andre måder, ligesom det bliver svært at mærke, hvor andre menneskers grænser går. Den energimæssige grænse handler bl.a. om at sanse, hvor tæt på eller hvor langt fra, man fysisk og følelsesmæssigt kan have andre mennesker for, at det føles okay, og ligeledes have en realistisk fornemmelse af, hvor meget afstand andre har brug for.

Overgreb af enhver slags er en voldsom og aggressiv grænseoverskridelse, der ødelægger den energimæssige grænse. Når den ikke længere er intakt, vil éns egen energi fosse ud, og omvendt vil andres energier uden videre kunne flyde ind i én. Derved opstår den følelsesmæssige sammensmeltning, der er nævnt som det andet grænseproblem (den interpersonelle grænse). Der er ikke nogen klar fornemmelse af, hvad der er ‘dig’ og hvad der er ‘mig’, og hvem der føler hvad. Man bevæger sig ind på andres banehalvdel og andre bevæger sig ind på ens egen banehalvdel. Der mangler afgrænsning.

Helingen af den energimæssige grænse sker sideløbende med helingen af de andre grænser. Det er en proces, hvor mennesket må adskille sig fra omgivelserne og afgrænse sig selv. Man må trække sin egen energi, som man har spredt rundt omkring tilbage til sig selv og omvendt give andre mennesker den energi tilbage, man har optaget fra dem. Det kan være noget af det sværeste, for energi er følelser. Når man trækker sin energi tilbage til sig selv, må man rumme følelserne i sig selv. Grænser beskytter og adskiller, så når man arbejder med heling af grænserne, bliver den symbiotiske sammensmeltning og tilknytning brudt. Man oplever sig helt alene med sig selv og det kan føles pinefuldt ensomt, koldt og smertefuldt. Udholder man den fase, vil det efterhånden begynde at føles rigtigt at have en personlig grænse, hvor man kan begynde at mærke, hvem man selv er, hvad man selv føler og har brug for og hvad man ikke vil have. Efterhånden vil det føles invaderende, klaustrofobisk og respektløst, hvis andre prøver at overskride éns personlige grænse og trække én ind i det gamle mønster.

.

Opsummering
Nu fremgår det nok meget klart, at grænser er langt mere end bare at ‘sige fra’. Grænser er en helt nødvendig beskyttelse af individet, så det at sætte en grænse er kun handlingen, der manifesterer nogle af alle de følelser, der ligger bag.

De nævnte grænseproblemer er et mønster, som langt de fleste mennesker ubevidst har integreret og lever med. Da det er mennesker, der skaber samfundet, er det ikke mærkeligt, at præcist samme dynamik udspiller sig både på individuelt plan men også i stor målestok. Efter min mening er vi faktisk nået dertil, hvor det dysfunktionelle mønster er blevet gjort til den politiske ideologi, som landet styres efter.

.


Familier med sexuelt misbrug af børn af Eva Hildebrand og Else Christensen.
Bogen er udsolgt fra forlaget og er svær at skaffe antikvarisk, men den kan lånes på biblioteket.

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.