Hvad er dissociation?

Ukendt kilde (hvis du genkender teksten fra en bog, må du meget gerne skrive til mig på kontakt@livetbagfacaden.dk, så jeg kan få kildeangivelse på)

.

Dissociering er det modsatte af associering. I et menneskes almindelige ubekymrede hverdag foregår konstant en række af associeringer vi ikke er så bevidste omkring. Fx. kunne det være en pige, der kommer cyklende om morgenen med en skoletaske på ryggen. En almindelig asociationsrække ville være en pige, med en taske på ryggen, tidligt på dagen, må være på vej til skole. Ved dissociering sker der det modsatte, dvs. oplevelsen splittes ad (morgen/pige/cykel/skoletaske) og derved forsvinder sammenhængen. Formålet med dissociering er, at beskytte individet mod overvældende sanseindtryk. Dissociering kan opstå omkring overgrebssituationen eller som en senfølge, og kan enten forekomme i kronisk tilstand eller være udløst af en stressmarkør. Dissociative symptomer kan opdeles i to kategorier (Van der Kolk et al., 1998; Benum et al.,1997):

Primær dissociering (opsplitning af traumet): Omhandler evnen til at fragmentere og derved gøre overvældende indtryk håndterbare. Oplevelsen splittes op og lagres på et ikke verbalt plan. I stedet for en lagring af en samlet oplevelse, lagres i stedet fragmenter, fx. lydbillede, kropslig fornemmelse, et visuelt billede eller en intens følelse. Senfølgerne af dette kan være at nye stimuli, der kan associeres med et af fragmenterne, kan fremkalde angst, aggression eller tilbagetrækning, uden at faresignalerne kan relateres til den konkrete situation. For eksempel kan en kropslig reaktion igangsætte en kæderække af genoplevelser, uden at man bevidst kan klarlægge sammenhængen. Klinisk set opleves denne tilstand, når klienten møder op med behov for at få styr på genoplevelser som fx. uforståelige flashbacks, hvor der kan fremstå skræmmende elementer, såsom billeder, lyde, lugtoplevelser eller kropslige fornemmelser. Fx. kan en kvinde, der lugter whisky få en fornemmelse af, at nogen presser på hendes hals eller står bag ved hende. Undersøgelser tyder på, at voldsom følelsesmæssig overaktivering har betydning for hippocampus funktionsevne i forbindelse med hukommelse integrering. Hvis det ikke lykkedes for hippocampus at integrere oplevelsen på grund af forhøjet faresignal og stresshormon, lader det i stedet til, at oplevelsen lagres som fragmenterede sensoriske stimuli. Det fysiologiske angstberedskab, der nu er etableret, kan bevirke, at nye stimuli associeret med fragmenter fra tidligere traumer fører til en automatisk flugt/kamp reaktion med samme intensitet som ved det oprindelige traume. Personen er altså i en tilstand, hvor den almindelige evne til affektregulering periodevis bliver sat ud af kraft.

Sekundær dissociering (distancering): I denne tilstand kan der opstå en yderligere splittelse i personen, der udmøntes i en observerende og en oplevende del. Formålet er, at beskytte individet mod det følelsesmæssige i oplevelsen, i stil med primær dissociering der beskytter mod et realistisk kognitivt indblik i hændelsen. Sekundær dissociering kan netop have karakter af en depersonaliseringsoplevelse, en følelse af at være ved siden af sig selv, eller en uvirkeligheds oplevelse (derealisation). Andre beskriver hvordan de svæver ud af egen krop i forbindelse med at blive udsat for overgreb (Herman, 1997).

Uvirkelighedsfølelsen har den “bivirkning”, at vedkommende kan blive i tvivl om, hvorvidt overgrebet har fundet sted. Tidsfornemmelsen og hukommelse kan blive påvirket. Denne form for mestring ved hjælp af uvirkelighedsfølelse kan forhindre integrering og bearbejdelse af traumet. Sekundære dissociative mekanismer, der fungerer som gode (skånsomme) mestringsstrategier i overgrebssituationen, har vist sig at være signifikante prædikatorer med hensyn til udvikling af PTSD (Van der Kolk et al., 1996).

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.