Hvad er dysfunktion?

Dysfunktionel betyder dårligt fungerende – i modsætning til funktionel. D.v.s., at dysfunktionelle familier, miljøer og kulturer består af mennesker, der fungerer dårligt, fordi de har det dårligt.

.

For at der kan forekomme overgreb på børn, må der være nogle bestemte forudsætninger til stede – nogle dysfunktionelle mønstre. Dette gælder, hvad enten der er tale om en familie eller om samfundet. Hvis miljøet er sundt og funktionelt, vil overgreb ikke forekomme, eller det vil blive opdaget, og der vil blive taget hånd om problemet, så man lærer af det, og undgår gentagelse.

Traumatiske oplevelser skaber frygt, og frygt skaber mistillid. Deraf skabes en frygtbaseret tankegang, der præger den måde, man relaterer til både sig selv og andre på. Det er en ond og selvforstærkende cirkel, for traumer forårsager dysfunktion, der forårsager traumer, der forårsager dysfunktion o.s.v.

Opvæksten i et dysfunktionelt miljø er en opvækst i Den Omvendte Verden. Alt er vendt på hovedet: Godt er skidt, og skidt er godt; rigtigt er forkert, og forkert er rigtigt; den uskyldige er skyldig, og den skyldige er uskyldig; de små skal passe på de store, mens ingen passer på de små.

Signaler og følelser bliver fejlfortolket i Den Omvendte Verden: Træthed bliver opfattet som dovenskab, grænser som sarthed eller nærtagenhed, angst som svaghed, ked-af-det hed som selvmedlidenhed, fantasifuldhed som løgnagtighed, tillid som godtroenhed o.s.v. Alt hvad der er alment menneskeligt, kan blive opfattet som noget forkert og skamfuldt, mens det der vitterligt er forkert og skammeligt, bliver anset for at være normalt.

I et dysfunktionelt miljø vil der typisk være forskellige former for misbrug. Det kan være af f.eks. alkohol, stoffer, medicin, penge, arbejde, motion, sex o.s.v. Dertil vil der altid være et følelsesmæssigt misbrug. Man kan sige, at der er en misbrugskultur, der opfattes som normal eller ialtfald uundgåelig.

Misbruget er et symptom på de egentlige underliggende problemer, men der fokuseres der kun på symptomerne, så man undgår at skulle forholde sig til årsagen. Dette fører bl.a. til, at det menneske, der reagerer på de skadelige forhold, bliver gjort til syndebuk, og det kan føre til sygeliggørelse, fejldiagnosticering og fejlbehandling. Det antages, at symptomet er det egentlige problem, og det behandles udfra en overbevisning om, at hvis symptomet forsvinder, så er problemet løst. Sådan er virkeligheden bare ikke. Fakta er, at en opvækst under sådanne forhold ofte fører til Kompleks PTSD, som det etablerede behandlingssystem har meget svært ved at forholde sig til endsige tilbyde relevant behandling og hjælp til.

Det er klart, at det er skadeligt for alle at være i et dysfunktionelt miljø. Et barn, der vokser op i en sådant familie, lærer, at det er den måde, verden fungerer på, og den måde man er i verden på. Det reagerer på de ting, der sker og skaber mestringsstrategier, der gør det i stand til at ‘passe ind’. Barnet ved af gode grunde ikke, at det kan være anderledes, og vil igennem livet – også som voksent – typisk komme til at indgå i nye dysfunktionelle relationer, for det er det, der er velkendt og dermed – paradoksal – trygt. Mennesket har lært at finde tryghed i utrygge forhold, for dér kender det spillets regler til fuldkommenhed, hvorimod der ikke er nogen erfaring med at indgå i sunde og funktionelle relationer, der derfor skaber utryghed og usikkerhed. Sundere relationer kan føles kedelige og ligegyldige, for der er slet ikke den dynamik og energi, der er i den dysfunktionelle relation. Der er naturligvis en anden energi og en anden dynamik, men hvis man ikke kan rumme den, eller slet ikke kan mærke den, så vil den ikke tiltrække.

Graden af dysfunktion kan naturligvis være meget forskellig, men selve mønsteret er universelt. Det forekommer i alle kulturer og i alle sociale lag (det er bare lettere at skjule i velstillede miljøer). Mønstrene er ubevidste og de internaliseres i løbet af barndommen, så de ubevidst følger mennesket fra opvæksten, op igennem livet, og de bliver uforvarende givet videre generation efter generation. Derfor kan man sige, at det dysfunktionelle mønster er den egentlige sociale arv.

En undersøgelse fra SFI viser, at der siden omkring 2010 er blevet færre mønsterbrydere. Det er klart, eftersom ‘politikerne’ gør alt, hvad de kan for at fastholde folk og hindre, at de kommer videre i deres liv. Hvis de indre og ydre forudsætninger er til stede, er det muligt at bryde de dysfunktionelle mønstre. Det kræver nogle personlige ressourcer, men det kræver også en vis tryghed (ikke mindst økonomisk), og noget hjælp udefra.

.

Traumer avler vold og vold avler traumer.

Peter Levine

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.