Kærlighedens mirakel

Indledningen til Kærlighedens mirakel af Marianne Williamson
.

Kærlighedens_mirakel

Da vi blev født, var vi perfekt programmerede. Vi havde en naturlig tilbøjelighed til at fokusere på kærlighed. Vores forestillingsevner var kreative og blomstrende og vi vidste, hvordan vi skulle bruge dem. Vi var forbundet til en meget rigere verden end den, vi nu er i forbindelse med, en verden fuld af fortryllelse med en følelse af det mirakuløse.

Så hvad skete der? Hvorfor er det sådan, at da vi nåede en bestemt alder og så os omkring, da var fortryllelsen borte? Fordi vi lærte at fokusere på andre ting. Vi lærte at tænke unaturligt. Vi lærte en meget uheldig filosofi, en måde at betragte verden på, som modsiger, hvem vi er.

Vi lærte at tænke tanker som konkurrence, kamp, sygdom, begrænsede ressourcer, skyld, dårligdom, død, mangel og tab. Vi begyndte at tænke sådanne ting, og derfor begyndte vi at kende til dem. Vi lærte, at ting som karakterer, at være dygtig, at tjene penge og det at gøre tingene på den rigtige måde er vigtigere end kærlighed. Vi lærte, at vi er adskilt fra andre mennesker, at vi må konkurrere for at komme frem, at vi ikke er gode nok, sådan som vi er. Vi lærte at se verden, sådan som andre var kommet til at se den. Det er, som om vi fik en sovepille, så snart vi ankom. Forestillinger om verden, som ikke er baseret på kærlighed, begyndte at hamre i vores ører, fra det øjeblik vi kom i land.

Kærlighed er det, vi blev født med. Frygt er det, vi har lært her. Den spirituelle rejse består i at frafalde – eller aflære – frygt og i at acceptere at få kærligheden tilbage i vores hjerter. Kærligheden er det grundlæggende eksistentielle faktum. Den er vores højeste virkelighed og vores formål på jorden. At være opmærksom på den og opleve den hos os selv og andre er livets mening.

Der gemmer sin ingen mening i ting. Meningen ligger i os. Når vi tillægger tingene en værdi, ting, som ikke er kærlighed – penge, bil, hus, anseelse, så elsker vi ting, som ikke kan returnere vores kærlighed. Vi søger efter mening i det meningsløse. Penge har ingen betydning i sig selv. Materielle ting betyder ikke noget i sig selv. Der er ikke noget forkert ved dem. de er ikke noget.

Vi kom her for at sam-skabe med Gud ved at udbrede kærlighed. Et liv tilrettelagt efter et hvilket som helst andet formål er meningsløst, imod vores natur og i sidste ende smertefuldt. Det er, som om vi er gået vild i et mørkt, parallelt univers, hvor tingene elskes mere end mennesker. Vi overvurderer det, vi iagttager med vores fysiske sanser og undervurderer det, vi ved, er sandhed i vore hjerter.

Kærligheden ses ikke med de fysiske øjne, høres ikke med de fysiske ører. De fysiske sanser kan ikke fornemme den; den fornemmes gennem en anden form for syn. Metafysikere kalder det for det tredje øje, esoteriske kristne kalder det for oplevelsen af Helligånden og andre kalder det for det Højere Selv. Uanset hvad det kaldes, så kræver kærligheden en anden form for ‘syn’, end vi er vant til – en anden form for bevidsthed eller tankegang. Det er en ‘verden hinsides denne’, som vi alle hemmeligt længes efter. Den gamle erindring om denne kærlighed forfølger os hele tiden og drager os mod at vende tilbage.

Kærligheden er ikke stoflig. Den er energi. Den er følelsen i et værelse, en situation, en person. Penge kan ikke skaffe den. Seksualitet kan ikke garantere den. Den har intet at gøre med den fysiske verden, men den kan ikke desto mindre udtrykkes. Vi oplever den som venlighed, gavmildhed, barmhjertighed, medfølelse, fred, glæde, accept, fordomsfrihed, sammenføring og intimitet.

Frygt er vores fælles mangel på kærlighed, vores individuelle og kollektive Helvede. Det er en verden, som synes at trænge sig på både udefra og indefra, som konstant giver falsk vidnesbyrd om det meningsløse i kærligheden. Når nogen udtrykker frygt, genkender vi den som vrede, bedrag, sygdom, smerte, grådighed, stofmisbrug, egoisme, tvangsforestilling, fordærvelse, vold og krig.

Kærligheden er inden i os. Den kan ikke udslettes, men den kan skjules. Den verden vi kendte som børn, er stadigt begravet i vores sind. Jeg læste engang en herlig bog kaldet ‘Tågerne omkring Avalon’. Avalons tåger hentydede til myterne om Kong Arthur. Avalon er en magisk ø, som er skjult bag en kæmpemæssig uigennemtrængelig tåge. Medmindre tågen letter, er det umuligt at navigere frem til øen. Og medmindre du tror på, at øen er der, vil tågen ikke lette.

Avalon symboliserer en verden hinsides den verden, vi ser med vores fysiske øjne. Den repræsenterer en mirakuløs forståelse af tingene, det fortryllede rige, vi kendte som børn. Vores barnlige selv er vores værens dybeste lag. Det er, hvad vi virkeligt er og det, der er virkeligt forsvinder ikke. Sandheden ophører ikke med at være sandheden, bare fordi vi ikke betragter den. Kærligheden bliver blot overskygget eller omringet af mentale tåger.

Avalon er den verden, vi kendte, da vi stadigt var forbundet med vores blødhed, vores uskyld, vores sjæl. Det er faktisk den samme verden, vi ser nu, men besjælet af kærlighed, blidt fortolket med håb og tiltro og en følelse af forundring. Den genfindes nemt, for iagttagelser er noget, vi vælger. Tågerne  letter, når vi tror, at Avalon findes bag dem.

Og det er, hvad et mirakel er: Tågen, der letter, et skift i opfattelsen, en tilbagevenden til kærligheden.

.


Bogen er udsolgt fra forlaget men kan lånes på biblioteket eller måske findes antikvarisk.

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.