Katharsis – renselse

Uddrag fra Kun kærlighed varer ved – En beretning om to sjælevenners genforening af Brian L. Weiss
.

Kun_kærlighed_varer_vedForud for min oplevelse med Catherine havde jeg aldrig så meget som hørt om regressionsterapi til tidligere liv. Det var ikke noget, jeg havde lært på Yale Medical School, og heller ikke noget der blev undervist i andre steder, fandt jeg senere ud af.

Jeg mindes stadigt levende den første gang, jeg havde instrueret Catherine i at bevæge sig baglæns i tiden, i håb om at opdage glemte eller fortrængte barndomstraumer, som jeg følte kunne være årsag til hendes aktuelle angst- og depressionssymptomer.

Hun var ellerede gledet ind i en dyb hypnotisk tilstand, som jeg havde fremkaldt ved at afslappe hende med blid stemmeføring. Hendes koncentration var fokuseret på mine instrukser.

Under hendes terapisession ugen før havde vi brugt hypnose for første gang. Catherine havde erindret flere barndomstraumer, detaljeret og med betragtelige følelser. Som regel sker der det i terapi, når glemte traumer bliver erindret, sammen med de ledsagende følelser, en proces, der kaldes katharsis, at der udløses en bedring. Men Catherines symptomer var stadigt lige alvorlige, og jeg regnede med, at vi måtte afdække endnu flere fortrængte barndomserindringer. Dette burde føre til bedring.

Forsigtig førte jeg Catherine tilbage til toårsalderen, men hun nåede ikke frem til erindringer af betydning.
Jeg gav hende en klar og tydelig instruks: “Gå tilbage til den tid, da dine symptomer opstod.” Hendes respons gav mig et voldsomt chok.
“Jeg ser hvide trin op til en bygning, en stor hvid bygning med søjler, åben fortil. Der er ingen døre. Jeg har en lang kjole på… en sæk af groft materiale. Mit hår er flettet, langt lyst hår”.

Hun var Aronda, en ung kvinde som levede for næsten fire tusind år siden. Hun døde pludseligt i en oversvømmelse eller stormflod, der ødelagde hendes landsby.
“Der er store bølger, der slår træerne omkuld. Der er ingen steder at løbe hen. Det er koldt, vandet er koldt. Jeg må redde min baby, men jeg kan ikke… Må bare holde hende ind til mig. Jeg drukner; vandet kvæler mig. Jeg kan ikke få luft, kan ikke synke… saltvand. Min baby bliver revet ud af mine arme.”

Catherine havde snappet efter luft, og havde svært ved at ånde under dette tragiske minde. Pludseligt slappede hendes krop helt af, og hendes vejrtrækning blev dyb og jævn.
“Jeg kan se skyer… Min baby er hos mig. Og andre fra min landsby. Jeg kan se min bror.”
Hun hvilede. Dét liv var forbi. Selvom hverken hun eller jeg troede på tidligere liv, havde vi begge fået en dramatisk introduktion til en ældgammel erindring.

Ufatteligt nok forsvandt hendes livslange frygt for kvælning så godt som totalt efter denne ene session. Jeg vidste, at fantasi eller indbildning ikke kunne helbrede sådanne indgroede, kroniske symptomer. Men det kunne kathartiske minder.

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.