Om det sårede indre barn

Uddrag fra Rejsen hjem af John Bradshaw
.

Rejsen_hjem

Det sårede indre barn forgifter også det voksne liv med en lille kronisk depression, som opleves som tomhed. Depressionen er resultatet af barnets behov for at adoptere et falsk selv og efterlade det sande selv bag sig. Manglen af det sande selv giver et indre tomrum. Jeg har omtalt det som ‘hullet i sjælen’. Når en person mister sit virkelige selv, har den pågældende mistet kontakten med sine sande følelser, behov og ønsker. Det, personen oplever i stedet, er en følelse, som er opstået på grundlag af det falske selv. F.eks. ‘at være sød’ er en almindelig del af det falske selv. En ‘sød kvinde’ udtrykker aldrig vrede eller frustration.

At have et falsk selv er at være i en rolle. Ens sande selv er aldrig nærværende. En person, der var ved at få det bedre, udtrykte det sådan: ‘Det er som om, jeg står på sidelinien og ser livet passere forbi’.
Følelsen af tomhed er en form for kronisk depression, hvor man til stadighed sørger over sit mistede sande selv. Alle voksne børn (voksne der følelsesmæssigt stadigt er børn) oplever en smule kronisk depression.

Tomhed føles også som apati. Som rådgiver hører jeg ofte voksne børn klage over, at deres liv synes trist og meningsløst. De finder tilværelsen karakteriseret af en slags fravær og kan ikke forstå, at andre mennesker kan glæde sig over tingene.

Den store Jung-analytiker Marion Woodman fortæller om en kvinde, som tog hen for at møde paven, da han var i Toronto. Hun medbragte et menageri af kompliceret fotoudstyr, så hun kunne tage billeder af paven. Hun blev så optaget af sit udstyr, at hun kun nåede at få et billede af paven, da han gik forbi. Hun fik slet ikke set paven. Da hun fik billedet fremkaldt, så hun, at manden, hun ville møde, var der, men hun var ikke selv med i det. Hun var udenfor oplevelsen.

Når vores indre barn såres, føler vi os tomme og nedtrykte. Livet har noget uvirkeligt over sig. Vi er der, men vi er ikke med i det. Denne tomhed fører til ensomhed. Fordi vi aldrig er den, vi i virkeligheden er, er vi aldrig til stede for alvor. Og selv om folk beundrer os og holder af os, føler vi os alene. Jeg har selv følt det sådan det meste af tiden. Jeg klarede altid at blive anfører i de grupper, jeg kom i. Jeg havde folk omkring mig og de beundrede og lovpriste mig. Alligevel følte jeg mig aldrig i rigtig kontakt med nogen.

Jeg husker en aften, da jeg holdt forelæsning på universitetet på St. Thomas. Mit emne var Jacques Maritains forståelse af Thomas Aquinas’ doktrin om det onde. Jeg ar usædvanligt veltalende og skarp den aften. Da jeg var færdig, modtog jeg stående ovationer fra forsamlingen. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg følte det: Jeg ville gøre en ende på min tomhed og ensomhed. Jeg havde lyst til at begå selvmord!

Denne oplevelse forklarer også, hvordan det sårede indre barn forgifter et menneske ved at gøre det selvcentreret. Voksne børn bliver borte i sig selv. Deres tomhedsfølelse er som tandpine. Når man lider af kronisk smerte, kan man kun tænke på sig selv. Som terapeut er det ofte forstemmende at møde sådanne klienters selvoptagethed. Jeg har bemærket til nogle kolleger, at jeg kunne være på flugt ud af mit brændende kontor og med garanti møde en eller anden, som spurgte: ‘Har du lige tid et øjeblik’.

Disse kategorier af forgiftning dækker næsten hele spektret af menneskelig trældom. Det er mit håb, at du kan se, hvor gennemgribende, dit sårede indre barn påvirker dit voksenliv. 

.


Bogen er udsolgt fra forlaget men kan lånes på biblioteket eller måske findes antikvarisk.

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.