Om kærlighed og afvist kærlighed

Uddrag fra Livets hormoner – En bog om psykologien bag de livgivende hormoner samt deres betydning for helbredet af heilpraktiker Arvin Larsen
.

Fra kapitlet ‘Selvhelbredelse af ubalancer i biskjoldbruskkirtlerne’

.

Livets_hormoner

Udover de forhold, der allerede er omtalt i gennemgangen af biskjoldbruskkirtlernes hormon, gælder følgende psykologiske aspekter og praktiske råd. Yderligere skal det nævnes, at grundlaget for den psykologiske balance i biskjoldbruskkirtlerne først er til stede, når man har opnået balance i kønskirtlerne, binyrerne og skjoldbruskkirtlen.

Børn og ungdommen ejer endnu evnen til at forblive hele og fuldstændige. Ældre mennesker elsker børnenes taknemmelighed og livgivende udstråling. Børn kaster al deres kærlighed på deres medmennesker, blot disse ofrer et lille smil. Hver gang vi giver den mindste smule opmærksomhed til børnene, får vi tifoldigt tilbage. Sætter vi os på hug og siger “titte bøh”, strømmer der straks en bølge af lykke mod vores bryst. En lykke som rammer os så dybt i sjælen, at vi tør op og husker, hvorfor vi er her. Triller vi en lille bold, får vi verdens mest forløsende smil, mens den lille krop klukker og udstråler en så enorm glæde og kærlighed til livets underfundighed, at vi igen husker, hvad vi har glemt. Børnene fortæller os på deres egen måde, at livet er vidunderligt og det eneste, som virkelig har betydning er vores kærlighed til hinanden.

Hemmeligheden bag børnenes lykkelige livsfornemmelse og kærlighed til livet, bunder som tidligere nævnt i deres evne til at være loyale overfor deres fysiske og psykiske behov. Hindrer vi med vores afvisninger, børnene i at opretholde denne balance, vil de som voksne miste deres paradisiske tilstand. Der findes grundlæggende to afvisninger af os selv og børnene, som smadrer vores helhed og kærlighed til livet. Den første afvisning handler om undertrykkelsen af vores egoistiske behov, en undertrykkelse, som vi allerede har gennemgået i forbindelse med kønskirtlerne, binyrerne og skjoldbruskkirtlen. Vi vil derfor i følgende se bort fra denne psykologi. I stedet vil vi koncentrere os om den frygtelige smerte, som opstår, når omverdenen afviser vores udadrettede kærlighed, omsorg og hengivenhed.

.

Kærligheden er selve meningen med vores liv og hinanden

Når vi har fået dækket alle vores egoistiske behov, enten det handler om søvn, mad, overlevelse, omsorg, materielle goder eller lign., trænger vi til at være givende. Behovet for at give, minder om naturloven bag vores vejrtrækning. Efter en indånding må luften ud. Kan vi ikke være givende, kvæles vi i vores egen egoisme. At have alt men ingen at dele det med er lige så slemt som at mangle alt. Tilværelsen bliver meningsløs, tom og ligegyldig. Vi har brug for at give følelsesmæssigt, mentalt, åndeligt og fysisk. Det er derfor let at forstå, at børn og voksne som afvises, når de forsøger at give, bliver deprimerede, stressede, urolige og syge.

Det typiske psykologiske mønster som udvikles, når omverdenen afviser vores kærlighed, er offerrollen. For at være givende kommer de kærlighedsafviste mennesker nemlig til at prostituere sig selv i forsøget på at opnå samvær og nærhed. I stedet for at give den kærlighed og omsorg til omverdenen, som de selv føler løfter livets mening og giver tilværelsen glans, lader de sig i stedet diktere af omverdens tilfældige behov. Pludseligt støtter det kærlighedsgivende menneske umoralske forhold i livet og måske er energien endda faldet til lavere og destruktive formål dikteret af en egoistisk omverden. Når vi som mennesker har overskud, er det derfor vigtigt, at vi bruger energien på forhold, som løfter værdien i både fællesskabet og os selv. Vores personlige overskud bør derfor rettes mod de aktiviteter, som skaber helhed, harmoni, positiv udvikling, kærlighed og kollektiv samhørighed.
Bare fordi andre ikke gider rydde op, er det jo ikke ensbetydende med, at det skal være vores livsopgave. Fordi andre ikke kan finde ud af at tale pænt med hinanden, betyder det ikke, at vi skal gøre mæglerrollen til vores livsopgave. Trænger vores ægtefælle til seksuel bekræftelse, betyder det heller ikke, at vi skal børe prostitution til vores livsopgave. Fordi vores familiemedlemmer ikke tager et økonomisk ansvar, betyder det ikke, at vi ukritisk skal debutere som skaffedyr. Når arbejdskollegaerne ikke gider tage ansvaret, skal vi heller ikke bare bevidstløst påtage os den ansvarsbevidste rolle i firmaet.

I stedet for at finde vores opgaver i den ydre verden, skal vi altså finde visionerne i vores indre. Herefter kan vi rette vores kærlighed og overskud mod nyttige og bæredygtige mål. Vi skal altså mærke målet og meningen i os selv, før vi giver vores energi, overskud og kærlighed til et uselvisk projekt. Hvis vi i vores indre føler meningsfuldhed og sandhed i at dække fællesskabets forskellige spontane behov, er det da okay at være mægler, skaffedyr eller elsker – men inden vi går i gang, skal vi altid sikre os, at vores hjælpsomhed og kærlighed kommer fra et sandt hjerte. Først når vi giver i glæde og sand lyst vil balancen opstå i os selv og vores biskjoldbruskkirtel.

Afviser familien, arbejdspladsen eller vennerne vores kærlighed, hjælp og omsorg, enten fordi de ikke er i stand til at modtage den eller blot fordi de ønsker noget andet fra os, må vi ikke opgive vores kald. I stedet for at kapitulere og blive et omvandrende ta’ selv bord, må vi tilbyde vores kærlighed til mennesker eller projekter, som kan se værdien i vores tilbud. Vi mennesker er nødt til at være loyale overfor vort inderste væsen. Derfor nytter det heller ikke noget at give energi eller kærlighed til noget, vi ikke deler troen på. At give kærlighed til mennesker, arbejde eller projekter, som ikke er i overensstemmelse med vore indre overbevisninger, er lige så meningsløst som at save den gren over, man selv sidder på. Der er ingen grund til at give liv og omsorg til det, som vi ikke tror på.

Rigtigt mange mennesker mangler følelsen af livets hjertesag. Hvorfor er jeg her? Hvad er den større mening? Og hvad er mit kald? Ligeså mange mennesker føler, at der tilværelse er en smertefuld trædemølle, som handler om at overleve, arbejde og sove. Uden at kan gøre hverken fra eller til, føler de sig dikteret af samfundet og familien. Tilværelsen mangler dybde, arbejdet er meningsløst og fremtiden uforanderlig.

Mangler du mening, dybde og føler dig dikteret, har du helt sikkert en ubalance i biskjoldkirtlernes hormon. Årsag til din fastlåsning, skal du sikkert finde i fortidens og fællesskabets afvisning af din kærlighed. Et hvert barn som oplever, at det er ønsket, betyder noget, er vigtigt og nødvendigt, vil naturligt give sit overskud til omverdenen og føle mening med sin eksistens.

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.