Traumet er fysiologisk

Så sikkert som vi hører blodets brusen for ørerne,
har ekkoet fra en million midnatsskrigende aber,
hvis sidste glimt af verden var en panters øjne,
sat sit spor i vores nervesystem. 

Paul Shepard

.

Hvorfor se på naturen? Traumet er fysiologisk

Uddrag fra Væk tigeren af Ph.D, traumeforsker, psykolog og biofysiolog Peter A. Levine

.

Nøglen til at helbrede symptomer på traumer hos mennesker ligger i vores fysiologi. Konfronteret med det, der opfattes som en uundgåelig og overvældende trussel, tyr både mennesker og dyr til ubevægelighedsreaktionen. Hvad der er vigtigt at forstå vedrørende denne funktion er, at den er helt ufrivillig. Det betyder ganske enkelt, at den fysiologiske mekanisme, der styrer reaktionen, ligger i den primitive og instinktuelle del af vores hjerne og nervesystem og ikke er under vores bevidste kontrol. Det er derfor, jeg mener, at studiet af vilde dyrs adfærd er afgørende for at forstå og helbrede menneskelige traumer.

De autonome og instinktuelle dele af menneskets hjerne og nervesystem er stort set identiske med andre pattedyrs og endda krybdyrs. Vores hjerne, som ofte kaldes den tredelte hjerne, består af tre integrerede systemer. De tre dele omtales ofte som krybdyrshjernen (instinktuel) pattedyrs- eller den limbiske hjerne (emotionel) og den menneskelige hjerne eller neocotex (rationel). Eftersom de dele af hjernen som aktiveres ved oplevelsen af en livstruende situation, er de dele vi har til fælles med dyrene, kan man lære meget ved at studere, hvordan forskellige dyr, som impalaen, undgår at blive traumatiserede. Jeg vil endda gå videre og sige, at nøglen til helbredelse af de traumatiske symptomer hos mennesket ligger i vores evne til at efterligne vilde dyrs flydende omstilling, når de gennemlever og ryster ubevægelighedsreaktionen af sig og bagefter er fuldt bevægelige og funk-tionsdygtige.

I modsætning til dyrene har vi mennesker aldrig fundet det let at løse dilemmaet, om vi skal kæmpe eller flygte, når vi trues. Dilemmaet stammer, i det mindste delvist, fra den kendsgerning, at vores art både har spillet jægerens og byttets rolle. Selvom de fleste var jægere, tilbragte forhistoriske folk mange og lange timer sammenkrøbet i kolde huler med sikker viden om, at de hvert øjeblik kunne blive snappet og revet i småstykker.

Vores overlevelseschancer steg, da vi samledes i større grupper, opdagede ilden og opfandt redskaber, som i mange tilfælde var våben og blev brugt til jagt og selvforsvar. Den genetiske erindring om at være et let bytte lever ikke desto mindre videre i vores hjerne og nervesystem. Eftersom vi både mangler impalaens hurtighed og den snigende gepards dødbringende hugtænder og klør, er den menneskelige hjerne ofte i vildrede med, hvordan vi kan handle og redde livet. Denne usikkerhed har gjort os særlige sårbare overfor traumets stærke virkninger. Dyr som den adrætte og lynsnare impala ved, at de er bytte og er i intim kontakt med deres overlevelsesredskaber. De mærker, hvad de er nødt til at gøre og gør det. På samme måde gør den elegante gepards sprint med 110 km i timen og dens lumske hugtænder og klør den til et selvsikkert rovdyr.

Retningen er ikke så tydeligt udstukket for menneskedyret. Når vi konfronteres med en livstruende situation, kan vores rationelle hjerne blive forvirret og sætte sig ud over de instinktuelle impulser. Skønt denne tilsidesættelse muligvis sker i den bedste mening, så sætter den ledsagende forvirring scenen for det, jeg kalder ‘Medusa komplekset’ – det drama, som kaldes et traume.

Som i den græske myte om Medusa, kan den forvirring, som let viser sig hos mennesker, når vi stirrer døden i øjnene, forvandle os til sten. Vi kan bogstavelig talt fastfryses i frygten, hvilket medfører fremkomsten af traumatiske symptomer.

Traumet er en altgennemgribende realitet i det moderne liv. De fleste er traumatiserede, ikke kun soldater eller ofre for misbrug eller overgreb. Både kilderne til og konsekvenserne af traumer er vidtforgrenede og ofte skjult for bevidstheden. De omfatter naturkatastrofer (f.eks. jordskælv, orkaner, flodbølger og brande), at blive udsat for vold, ulykker, fald, alvorlige sygdomme, pludselige tab (f.eks. tab af ens nærmeste), operationer og andre nødvendige behandlinger hos læger og tandlæger, komplicerede fødsler og tilmed et højt stressniveau under svangerskab.

Da vi heldigvis er instinktuelle væsner med evnen til at føle, reagere og overveje, har vi en naturlig mulighed for at helbrede selv de mest belastende, traumatiske skader. Jeg er desuden overbevist om, at vi som et globalt menneskeligt samfund kan begynde at hele eftervirkningerne af omfattende sociale traumer som krig og naturkatastrofer.

.

Det drejer sig om energi

De traumatiske situationer skyldes ikke selve den ‘udløsende’ begivenhed. De kommer fra den stivnede rest af energi, som ikke er blevet forløst og frigjort. Denne rest er bundet i nervesystemet, hvor den kan forvolde ødelæggelser på krop og sjæl. De langvarige, foruroligende, belastende og ofte bizarre symptomer på PTSD opstår, når vi ikke kan gøre processen færdig ved at bevæge os ind i, gennem og ud af tilstanden med ‘ubevægelighed’ og ‘fastfrysning’. Vi kan imidlertid tø op igen, hvis vi genoptager og hjælper den naturlige tilskyndelse til at vende tilbage til en tilstand med dynamisk balance.

Lad os se på jagten igen. Energien i den unge impalas nervesystem er gearet op med 110 km i timen i dens flugt fra den forfølgende gepard. I samme sekund geparden foretager sit sidste spring falder impalaen sammen. Set udefra ser den ubevægelig ud og virker død, men indeni er dens nervesystem stadigt overgearet med 110 km i timen. Selvom den ligger dødstille, svarer det, der nu sker i impalaens krop, til det, der sker med din bil, hvis du samtidigt træder på bremsen og trykker speederen i bund. Forskellen mellem den indre ophidselse i nervesystemet (motor) og den ydre ubevægelighed (bremse) skaber en kraftig turbulens i kroppen svarende til en orkan.

Denne orkan af energi bliver det centrum, som symptomerne på traumatisk stress formes ud fra. For at få et billede af kraften i denne energi, kan du forestille dig, at du er i færd med at elske med din partner og når du er lige ved at komme, er der pludselig en ydre kraft, som stopper dig. Hvis du derpå ganger følelsen af at holde tilbage med hundrede, kommer du tæt på den energimængde som den livstruende situation rejser.

Et truet menneske (eller en impala) skal frigøre al den energi, der er mobiliseret for at imødekomme truslen, hvis det ikke skal blive offer for et traume. Den overskydende energi forsvinder ikke bare. Den forbliver i kroppen og fremtvinger dannelsen af en række forskellige symptomer, f.eks. angst, depression og psykosomatiske og adfærdsbetingede problemer. Disse symptomer er organismens måde at rumme (eller inddæmme) den bundne overskudsenergi.

Dyrene i naturen frigør instinktivt al den ophobede energi og udvikler sjældent uhensigtsmæssige symptomer. Vi mennesker er ikke så dygtige til at mestre den kunst. Når vi ikke er i stand til at frisætte disse voldsomme kræfter, bliver vi ofre for traumer. I vore ofte mislykkede forsøg på at forløse energierne, kan vi blive fikserede af dem. Ligesom et møl, der tiltrækkes af lyset, kan vi uafvidende og gentagne gange skabe situationer i hvilke muligheden for at frigøre os selv fra traumets fælde eksisterer, men da de fleste af os mangler de nødvendige redskaber og ressourcer, kommer vi til kort. Resultatet er desværre, at mange af os bliver plaget af frygt og angst og aldrig helt er i stand til at føle os i pagt med os selv eller verden.

Mange krigsveteraner og voldtægtsofre kender kun alt for godt dette billede. De kan bruge måneder eller år på at tale om deres oplevelser, gennemleve dem, udtrykke deres vrede, frygt og sorg, men hvis de ikke kommer helt igennem den primitive ‘ubevægelighedsreaktion’ og sætter den overskydende energi fri, vil de ofte sidde fast i traumets labyrint og fortsat opleve smerte.

Heldigvis kan de samme enorme energier som frembringer traumets symptomer forvandle traumet, forudsat de angribes rigtigt og sættes i bevægelse og dermed kan de føre os frem til et højere niveau af helbredelse, selvbeherskelse og endog visdom. Det opløste traume er en stor gave, som hjælper os tilbage til den naturlige virkelighed med ebbe og flod, harmoni, kærlighed og medfølelse.

Efter at have tilbragt de sidste 25 år i arbejdet med mennesker, der er blevet traumatiseret på næsten enhver tænkelig måde, er jeg sikker på, at vi mennesker har en naturlig evne til at helbrede ikke kun os selv, men også vores verden for de lammende virkninger af traumer.

.


Peter Levine har udviklet terapiformen SE-terapi (Somatic Experiencing ®), der er choktraumeterapi (kropsterapi). Læs evt. mere på SE Foreningens hjemmeside og se videoer med ham på Youtube.


Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.