Ud af Dramatrekanten og ind i Kærlighedstrekanten

I en dysfunktionel familie er der en dynamik, der betegnes som Dramatrekanten eller Offer-Krænker-Frelser Trekanten. Det er i familien, den træder tydeligst frem, men den findes alle steder, hvor der er mennesker, der ubevidst bærer den med sig. Hvis man går til yderligheder (og det gør jeg), kan man sige, at verden er bygget op omkring den struktur.

Jeg vil kun kort lige give et oprids af, der sker i denne trekant. Hvis du vil læse mere om den, ligger der masser af artikler på nettet. Også artiklen om grænseproblemer i det dysfunktionelle mønster her på siden beskriver, hvad der sker ‘bag murene’.
.

Lidt om dynamikken i Offer-Krænker-Frelser Trekanten

Trekanten har to funktioner: For det første afholder den aktørerne fra at mærke deres egne autentiske smertefulde følelser, som de ikke kan rumme. For det andet sørger den for, at der ikke sker forandringer, så status quo kan opretholdes. Der er ingen, der trives og i virkeligheden er alle ofre for et mønster og en dynamik, de ikke har viden om eller forståelse af. Når man lever i Trekanten, handler det om at overleve på trods af.

De enkelte familiemedlemmer kan have en personlighedsstruktur, der kan karakteriseres som værende Offer, Krænker eller Frelser, og personligheden er statisk (med mindre man går i terapi og gennemlever store forandringer). Samtidigt er Offer-Krænker-Frelser Trekanten også en illustration af det kommunikationsmønster, der er i familien, og her er der konstant bevægelse, da alle i familien pendler rundt imellem alle tre positioner. Det er som en dans med forudbestemte trin.

Energien i de forskellige positioner er:

  • Offeret: “Jeg er helt forkert, håbløs, inkompetent, afmægtig, lille, svag, udsat. Uanset hvad jeg gør, er det aldrig godt nok. Det hele er min skyld.” Overbevisning: “Du er ok, jeg er ikke ok.”
  • Krænkeren: “Du er helt forkert, egoistisk, krævende, håbløs, dum, latterlig, doven. Uanset hvad du gør, er det aldrig godt nok. Det hele er din skyld.” Overbevisning: “Jeg er ok, du er ikke ok.”
  • Frelseren: “Uden mig og min hjælp er du fortabt. Du ved ikke selv, hvad der er bedst for dig, men det ved jeg. Selvom du ikke efterspørger min hjælp, så ordner og regerer jeg alligevel på dine vegne. Hvis du ikke vil tage mod min hjælp, så er det din egen skyld, at du ikke får det bedre.” Overbevisning: “Jeg er ok, du er ikke ok.”
    .

Nogle karakteristika

Når familiens medlemmer placerer sig selv og hinanden i disse tre positioner, er ligeværdige relationer selvsagt ikke en mulighed. Der skal være én over og én under, og det er naturligvis personen i Offerpositionen, der er under, mens Krænker- og Frelserpositionerne er over.

Alle søger at undgå Offerpositionen, der er ulidelig at være i. Når man er havnet dér, vil man hurtigt søge over i Krænker- og Frelserpositionerne, og derved er der en anden, der må træde ind i Offerpositionen. Heraf vokser uendelige magtkampe. De våben der bruges i kampene er primært skyldpålæggelse, udskamning og afvisning, og det er utroligt effektivt til at få alle til at rette ind.

Når man lever i Offer-Krænker-Frelser Trekanten handler det om overlevelse. Den stærkeste vinder magten og kontrollen, så man må for enhver pris undgå at være den svageste, for offerets svaghed bliver foragtet både af én selv og de andre i familien. Både derfor, og fordi det er så pinefuldt at føle sig som offer, må man gå ind i Krænkerpositionen, og tvinge en anden ind i Offerpositionen.

P.g.a. den dynamik der hersker i Trekanten er ægte dialog ikke mulig. Dialog kræver, at man kan lytte til den anden part, være indlevende, reflekterende, se bort fra sig selv og finde frem til kompromisser. Ingen af disse ting evner medlemmerne i den dysfunktionelle familie. Kritik vil blive opfattet som personlige angreb, og så kører karrusellen med forsvar, angreb o.s.v. – altså en tur mere rundt i Trekanten.

Individualitet kan ikke accepteres. Et paradoks når man tænker på, at der ikke er nogen ligeværdighed. Alle skal tro, tænke, mene og føle det samme, og forskellighed opfattes som forkerthed. Det er nødvendigt at rette ind, for afviger man, er man forkert. Selvstændighed kan heller ikke tolereres. D.v.s. børnene må gerne være så selvhjulpne, så det letter forældrene, men de må ikke blive så uafhængige, at de frigører sig fra familien. Den gensidige følelsesmæssige afhængighed – symbiosen – skal kunne opretholdes.

I den dysfunktionelle familie er der kun én grænse, og det er den rigide grænse mod omverdenen – illustreret af Trekantens vægge der er uden åbninger udadtil. Indadtil i familien hersker grænseløsheden til gengæld. Det kan godt være, at der sættes nogle grænser, men så vil de vil som regel være vilkårlige, inkonsekvente og alt for rigide. Prøver én i familien (som de andre ikke er bange for) at sætte en grænse, vil den næsten med sikkerhed blive overskredet. Den der overskrider grænsen, går dermed ind i Krænkerpositionen. Den der har sat grænsen, bliver placeret i Offerpositionen og må stå med magtesløsheden ved ikke at kunne lade grænseoverskridelsen få konsekvenser. På den måde lærer de, der ikke har nogen autoritet, at de skal lade være med at sætte grænser. Når ingen kan sætte grænser, bliver miljøet mere og mere grænseløst. I forsøget på at beskytte sig selv, må der udvikles en alternativ grænsesætning – altså mestringsstrategier.
.

Vejen ud af Trekanten

Selvom ovenstående ikke er fuldstændigt, giver det nok en fornemmelse af, hvordan det er at leve i Trekanten. Men hvordan kommer man så ud af den? Er der overhovedet en vej ud, og hvor fører den hen?

En forudsætning for forandring er bevidsthed. Man må først og fremmest erkende, hvor slemt det er at være i Trekanten, før man begynder at søge en vej ud. Derfor er det personen, der er hyppigst bliver placeret i Offerpositionen, der søger forandringer. De der befinder sig i Krænker- og Frelserpositionerne gør det ikke, for de sidder i de magtfulde positioner og ønsker at opretholde status quo. At træde ud af Trekanten udspringer altså af et ønske om at holde op med at være offer, så man kan tage sin styrke tilbage til sig selv.

At træde ud er en proces på flere planer. Meget skal slippes og afvikles, meget skal udvikles, der er gammelt, der skal aflæres, og nyt der skal indlæres. Det føles utrygt og usikkert og meget ensomt, for de andre i familien bakker ikke op om en proces, hvor man gør sig fri. Tværtimod er der stor sandsynlighed for, at de forstærker deres indsats for at få én til at blive og genindtage pladsen i hierarkiet. Det sker ved at skrue op for udskamning, beskyldninger og afvisning. Den frafaldne skal altså styres på plads med frygt.

Vejen ud går igennem en labyrint, men hvis man holder ved, vil man skridt for skridt komme nærmere udgangen. Det handler om hele tiden at mærke sig selv. Man må mærke sine egne grænser, følelser og behov og lade det være ens vejviser eller gps. Man bliver nødt til at vælge tilknytningen til sig selv fremfor tilknytningen til andre – selvom det kan være et smertefuldt valg at træffe.

Man træder ikke ud af Trekanten én gang for alle. Selvom man er trådt rigtigt meget ud, kan man komme til at tage et skridt derind igen af og til. Det kan være et kontinuerligt arbejde at øge sin forståelse af, hvad der kan trigge én, så man bliver fanget ind igen. Jo bedre man lærer sig selv at kende, desto hurtigere vil man kunne se, hvad der skete og lære noget af det, så man bliver bedre til at lade være med at bide på krogen fremover.
.

Internalisering

Når man er vokset op i Offer-Krænker-Frelser Trekanten, er ens opfattelse af verden naturligvis præget heraf. Det er den måde, man ser verden på, og den måde man er i verden på. Man ved ikke, at der findes andre måder for, hvor skulle man vide det fra? Det påvirker relationerne til andre mennesker, og det påvirker i høj grad også relationen til én selv. Dynamikken fra familien er blevet internaliseret – den er blevet en del af én, så man er blevet sin egen Krænker, sin egen Frelser og dermed Offer for sig selv.

Det er altså ikke kun i forhold til ydre relationer, mønstret skal brydes, det er i høj grad også indadtil. Faktisk er det kun ved at ændre det indre, at man for alvor kan ændre noget i det ydre, for den verden man ser udenfor sig selv, er en genspejling af den, man har indeni.

Det vil sige, at for at bryde mønstrene og træde ud af offer-, krænker- frelserdynamikken, er man nødt til at stoppe det indre drama. Den indre borgerkrig må stoppes, og man må slutte fred med sig selv. Behandler man ikke sig selv godt, kan man heller ikke forvente, at andre vil gøre det. Det er store dybe forandringer, der er tale om her, så det kan være nødvendigt at få professionel hjælp i processen. Man kan gøre meget selv, men hvad der er ødelagt i en relation må også heles i en relation.

Når man er født ind i Offer-Krænker-Frelser Trekanten, bliver det naturlige aflært, og noget fremmet tillært. Barnet, der fødes med stor kærlighed til sin omverden, kommer ind i et miljø, hvor det ikke er kærlighed, men frygt der er drivkraften. Frygten og alt hvad deraf følger skal derfor aflæres, så der det naturlige, det oprindelige, det autentiske kan få plads til at udvikle sig. Selvom det mest naturlige i verden er at være kærlige væsner både overfor os selv og andre, er det med den start på livet noget, vi først skal til at lære som voksne. Det er noget, vi selv er nødt til at vælge.
.

Kærlighedstrekanten

Heling efter en opvækst i en dysfunktionel familie er en transformationsproces, det er forvandling- Det er som larven, der kommer ud af sin puppe som sommerfugl, eller som alkymisten der forvandler bly til guld.

Når man træder ud af Offer-Krænker-Frelser Trekanten, kan man begynde at træde ind i Kærlighedstrekanten.

Nu er Offeret transformeret til Det Hellige Barn, Krænkeren er transformeret til Den Positive Maskuline Energi, og Frelseren er transformeret til Den Positive Feminine Energi.

.

.

  • Barnets grundenergi er uskyldig, kærlig, kreativ, autentisk og vis.
  • Den positive feminine grundenergi er indadvendt, omsorgsfuld, rolig og passiv.
  • Den positive maskuline grund energi er handlekraftig, modig, tænkende, udholdende og udadvendt.

I Offer-Krænker-Frelser Trekanten kom energierne til udtryk på en meget destruktiv og umoden måde p.g.a. manglende følelsesmæssig udvikling. Når man gennemgår den udviklingsproces som voksen, bliver alt vendt på hovedet. Hvor grundenergien i Offer-Krænker-Frelser Trekanten var frygt, og virkemidlerne var skyld, skam og afvisning, er grundenergien her kærlighed, og den formidles gennem anerkendelse, accept og imødekommenhed. Her er ligeværdighed – ingen over og ingen under, og der er en grundlæggende respekt både for sig selv og andre. Forskellighed er naturlig og ønskelig, og der opmuntres til selvstændighed. Problemer løses gennem dialog, hvor man søger det, der er fælles. Der er sunde grænser, og grænsesætning påskønnes, fordi det giver tryghed og viser, at folk kan tage ansvar for sig selv og passe på sig selv.
.

Treenigheden

Også denne trekant internaliseres, så dynamikken heri bliver den måde, man er i verden på, og den måde man ser verden på. Det er ikke igennem lyserøde briller, for vi ved godt, at der også er en anden verden – vi har været der – men vi ønsker kærligheden, vælger kærligheden, praktiserer kærligheden både overfor os selv og andre. Vi er den bedste version af os selv, og hjælper andre til at blive det samme.

Den indre kvinde kan nu nære sin indre mand med omsorg og ro. Han giver til gengæld hende beskyttelse, styrke og mod. Sammen giver de kærligt barnet, hvad det har brug for af både de maskuline og feminine kvaliteter. Når de tre energier – barnets, mandens og kvindens – smelter sammen til en helhed, så er mennesket blevet helet, helt. Alt, hvad der var blevet adskilt af frygt, er blevet genforbundet af kærlighed ♥
.

.
At nå dertil er en livsopgave, men vi bliver alle forenede med os selv på et tidspunkt. Hvis ikke i denne inkarnation så i en senere. Processen er under alle omstændigheder i gang. 

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.