Det er det usynlige, der er vigtigt!

Har du – i lighed med ufatteligt mange andre mennesker – problemer p.g.a. dine opvækstvilkår?

.

En barndom i en dårligt fungerende familie, sætter dybe og vedvarende spor. I nogle familier er overgreb, misbrug og omsorgssvigt tydelige, mens det i andre familier er meget mere subtilt og udefinerligt, hvad der sker. Uanset tager barnet skade og vil med stor sandsynlighed få et svært liv.

Samtidigt lever vi i et samfund, der både understøtter og forstærker dysfunktionen. Så længe der ikke bliver taget kollektivt og politisk ansvar for problemerne, bliver det det enkelte menneske, der kommer til at bære såvel problemer som skyld og skam. Nederst i hierarkiet befinder børnene sig, så det er dem, det hele lander på – i generation efter generation.

Det ligger i traumets natur, at man vil holde smerten skjult. De fleste mennesker gemmer sig bag en facade og bevarer skylden, skammen, angsten, ensomheden, vreden og smerten inden i. Hvilket netop er det, der opretholder status quo, så intet forandres. For at bryde mønstrene, må man erkende sin smerte, begynde at åbne sig og hele sine traumer.

Barndomstraumer er relationstraumer, og relationstraumer kan man ikke hele alene – de må heles i en relation. Skal vi have det bedre, er vi nødt til at blive synlige, så vi kan finde hinanden og finde styrke i fællesskabet. Forandringen kommer ikke oppefra og udefra – den kommer nedefra og indefra. Den må komme fra én selv.

.

Citat af Peter Levine: Traumer er måske den mest undgåede...