Arbejdet med grænserne

En grænse er en beskyttelse. Kan man ikke mærke, hvor grænserne går, er man i sagens natur heller ikke i stand til at markere sine grænser. Det gør én meget sårbar, og det bliver svært at passe på sig selv og andre.

.

Afsnit:

  1. Der er forskel på grænser og grænser – eller er der?
  2. En grænse er en følelse og en sansning
  3. Grænserne flytter sig
  4. Grænseløshed
  5. Tillært magtesløshed – en familie- og samfundsstruktur
  6. Mestringsstrategier og alternativ grænsesætning
  7. Vrede er ikke grænsesætning
  8. Manglende respekt for egne og andres grænser
  9. Konsekvenser af at overskride sine egne grænser
  10. Hvorfor føles det stadigt så farligt at sætte grænser?
  11. Gammel frygt og nye erfaringer
  12. Manden i banken (en personlig oplevelse)
  13. Vigtigheden af både at kunne sige til og fra
  14. Selvbegrænsning – eller at give sig selv lov til noget nyt
  15. Den Omvendte Verden
  16. Har man stærke grænser, behøver man sjældent at blive vred
  17. Grænseoverskridelser må have konsekvenser
  18. Hov! Jeg kom til at sætte en grænse (en personlig oplevelse)
  19. Inkluderende grænser
  20. Bevidst forandring
  21. “Hov du kan jo godt sætte grænser!” (en personlig oplevelse)
  22. Ressourcer man har brug for
  23. Øvelser til inspiration
  24. Gevinster

.

Der er forskel på grænser og grænser – eller er der?

Når man taler om at sætte grænser, kan det umiddelbart virke som om, at der er ret stor forskel på, om man skal sige fra f.eks. over for en telefonsælger, en god veninde eller en voldelig partner. Denne tilsyneladende forskel kommer af, at man har fokus på den anden part. Hvis man i stedet kigger på baggrunden for ens egne problemer med grænsesætning er der faktisk ikke den store forskel. De bagved liggende følelser og motivationer er sådan set de samme uanset, hvem der skal sættes grænser for. Forskellen er, hvor risikoen ved grænsesætningen er størst. Det er altså graden af éns egen angst for modtageren, der er forskellig.

.

En grænse er en følelse og en sansning

Der er mange, der ikke kan forstå, hvorfor man ikke bare siger fra eller siger stop, når éns grænser overskrides. Der er fokus på handlingen, men der mangler en forståelse for de underliggende følelser – eller mangel på samme.

At mærke en grænse er at mærke, at ‘det her skal jeg ikke’ eller ‘det her kan jeg ikke være med til’. Det er en følelse af, at ‘det her er ikke i orden’ eller ‘nu er det nok’. Det kan også være en subtil fornemmelse af, at der er noget galt – at noget ikke er ok, men det er ikke til at sætte en finger på, hvad det er.

Har man i barndommen været nødt til at lukke ned for sine følelser og intuition, kan man heller ikke mærke, hvornår éns grænse er nået. Især hvis grænseoverskridelser har samme karakter, som de havde i barndommen, kan det være mere eller mindre umuligt at mærke, at der er noget galt. For sådan her har det jo altid været. Grænseoverskridelser er det normale.

Det kan være, at man mærker grænserne, når de er blevet overskredet – måske gentagne gang. Måske mærker man sin grænse, men ikke er i stand til at udtrykke den og handle på den. Måske tænker man sig grænserne og forsøger at sige fra. Det virker bare ikke særligt godt, når der mangler en følelsesmæssig kraft i grænsesætningen. Manglen på følelse gør, at man selv kan blive i tvivl om, hvorvidt ens grænse er rimelig. Måske har man misforstået noget, eller man er bare sart, og måske var grænseoverskridelsen slet ikke så slem… Når man selv tvivler, kan man let komme til at forklare og forsvare, så man fremstår som en undskyldning for sig selv. Man viser, at man ikke tager sig selv seriøst, og så vil andre formentligt heller ikke gøre det.

.

Grænserne flytter sig

Arbejdet med grænserne, grænsesætningDet er også almindeligt, at grænserne flytter sig, så både miljøet, relationen og én selv bliver mere og mere grænseløs. Et eksempel kan være, at man for at glæde sin partner går med til noget seksuelt, man ikke har lyst til. Næste gang er det blevet sværere at sige nej, fordi man jo gik med til det første gang uden at sige fra. Efterhånden bliver denne aktivitet den nye normal. På et tidspunkt skal der igen ske noget nyt, og det hele gentager sig. Til sidst er éns grænser blevet rykket så meget, at man ikke længere kan kende sig selv.

Et andet eksempel kan være en familie, hvor forældrene inden fødslen havde en overbevisning om, at det var uacceptabelt at slå et barn. Da barnet nåede 2-3 års alderen og begyndte at få raserianfald og søge grænser, begyndte de at give et klap bagi eller slå over fingrene, og forældrene accepterede denne adfærd hos hinanden. Det fortsatte indtil en dag hvor klappet i en ophedet situation blev til en lussing, og så var det pludseligt en mulighed. Når det er sket én gang, kan det let komme til at ske igen, og så bliver det sådan fremover. Grænsen for det tilladelige har rykket sig.

Denne mekanisme udnyttes fuldt bevidst i grooming. Ordet bruges mest i forbindelse med, at en voksen skaber en relation til et barn. Når barnet har fået tillid og føler sig trygt, begynder den voksne at overskride barnets grænser en lille smule, og så en lille smule mere, og mere. Samtidigt sørger den voksne for, at barnet føler sig skyldigt og medansvarligt, så det ikke fortæller noget til andre.

.

Grænseløshed

Med en opvækst i en dysfunktionel familie, har man i sagens natur ikke kunnet lære, hvad sund grænsesætning vil sige. Derimod har man sikkert lært, at når man prøvede at sætte grænser risikerede man at blive udskammet, hånet med at være sart og nærtagende, latterliggjort eller måske endda straffet. Måske har man oplevet, at forsøg på grænsesætning helt sikkert ville betyde, at ens grænser blev overskredet med fuldt overlæg.

Endvidere vil børn i grænseløse familier uundgåeligt bliver udsat for overgreb af den ene eller anden slags. Et overgreb er vold, og det flår barnets grænser (beskyttelse) i stykker. Alle mennesker har et energifelt, der ikke må overskrides med mindre der gives lov. Når barnets energifelt ødelægges, fosser energien fosser ud, og der er fri passage, så andres energi uhindret flyder ind i barnet. Det mister simpelthen evnen til at adskille sig selv fra andre. Det kan ikke længere mærke, hvad der er ‘mig’ og hvad der er ‘dig’, fordi energierne bliver blandet sammen.

En opvækst i et sådant miljø fører til, at barnet på nogle områder selv bliver grænseløst, mens det på andre områder kan udvikle meget rigide grænser. Det kan blive enormt kontrollerende eller selvkontrollerende, mens det i andre sammenhænge giver helt slip på kontrollen.

.

Tillært magtesløshed – en familie- og samfundsstruktur

Et barn er magtesløst over for forældrene og dermed meget sårbart. Gode forældre vil naturligvis aldrig misbruge deres magt. De vil tværtimod styrke barnets selvstændighed, så det kan føle, at det magter sit eget liv og har en vis kontrol over det. I en dysfunktionel familie gør forældrene præcist det modsatte, så barnet bliver dobbelt magtesløst.

Jeg husker en situation, fra jeg var halvstor pige. Jeg gjorde en kvinde opmærksom på, at hende lille baby græd. Jeg havde selvfølgeligt en forventning om, at hun så ville tage sig af det. I stedet svarede hun: “Ja, bare lad hende skrige, ellers tror hun jo bare, at hun har vundet”.

Jeg husker også stadigt en episode fra første eller anden sæson af ‘Årgang 0’ på TV2. Det var et klip med Stephanie og hendes far. Pigen var omkring et års tid eller to, og hendes far sad og kastede små bolde på hende. Stephanie sagde stop – så godt hun nu formåede det i den alder – men stoppede han? Nej, han blev ved med at kaste bolde på hende. Det var jo bare ‘for sjovt’. Det gjorde ikke ondt på hende, men han fik tydeligt demonstreret sin magt. Den lille pige kunne så lære, at hun var magtesløs – “her er det far, der bestemmer, og jeg behandler dig præcist, som det passer mig”. (Stephanie har da også lige fået udgivet en bog om sin opvækst i dysfunktionelle familier).

Den læring barnet får i sådan en situation (og sikkert utallige tilsvarende) vil følge livet igennem:

  • at det ikke fortjener respekt
  • at det ikke kan ændre sin egen situation (tillært magtesløshed)
  • at det skal finde sig i andres grænseoverskridende adfærd (tillært magtesløshed)
  • at kærlighed og respektløs behandling hører sammen (d.v.s. man må finde sig i dårlig behandling for at blive elsket)

Tillært magtesløshed er ikke kun et familieproblem, men i høj grad et samfundsproblem. Vores samfund kunne ikke eksistere i sin nuværende form, hvis menneskers grænser blev respekteret. Lige fra børn er ganske små, skal de passes ind i en samfundsstruktur, der er skadelig for dem (at blive placeret i en institution stort set alle vågne timer, er ikke barnets behov). Igennem barndommen oplever de igen og igen, at der ikke tages hensyn til deres grænser, følelser og behov.

.

Mestringsstrategier og alternativ grænsesætning

Når barnet oplever, at dets grænser ikke respekteres, må det finde andre måder at forsvare og beskytte sig på. Det udvikler mestrings- eller overlevelsesstrategier – eller man kan i denne forbindelse kalde det ‘alternativ grænsesætning’. Det er manipulation, der er nødvendig, fordi der ikke er andre muligheder.

For at kunne beskytte sig uden at sætte grænser, er det først og fremmest nødvendigt at lære at lyve. Når først man begynder at lyve for andre i forsøget på at beskytte sig, så vil man efterhånden også begynde at lyve for sig selv. Man kommer selv til at tro på løgnene, og det er faktisk en rigtig god mekanisme, for så kan man stadigt føle sig ærlig – det har naturligvis betydning for éns selvopfattelse.

Arbejdet med grænserne, grænsesætningHvis man f.eks. ikke kan holde ud at have andre for tæt på fysisk, men ikke kan sige det, må man på anden måde signalere det. Det kan være at holde sig i gang hele tiden, så man ikke sætter sig ned og inviterer til nærkontakt. Det kan være, at man undgår øjenkontakt, udviser irritation, gemmer sig i sin telefon, fremprovokerer et skænderi, eller ligefrem bliver voldelig. Det ordløse budskab er: “Hold afstand – eller hold dig helt væk”.

Når man ikke kan sætte grænser, kan man føle sig meget udsat, ubeskyttet og sårbar, når man er sammen med andre mennesker. Det er en meget angstfyldt tilstand, som man er man nødt til at finde ud af at håndtere på én eller anden måde. Nogle isolerer sig simpelthen og bliver diagnosticeret med social angst, hvilket må siges at være en fejldiagnose. Det kan også være, at man klarer kontakten til andre ved at dissociere – altså forsvinde fra sig selv. Kroppen er der, men mentalt og følelsesmæssigt er man ikke til stede. Denne forsvarsmekanisme kan føre til blackouts og fortrængninger, så man ikke har nogen erindring om, hvad man har lavet.

.

Vrede er ikke grænsesætning

Barnet var engang nødt til at finde sig i de voksnes grænseoverskridende adfærd uden at kunne gøre noget for at stoppe den. I starten Engang kunne barnet også blive vred over denføle vrede mod de, der behandlede det forkert. Før eller siden fandt barnet ud af, at vreden ikke hjalp, men før eller siden fandt det ud af, at vreden ikke hjalp (tværtimod), eller at den var for farlig. Det vil sige, at barnet stod med al sin afmagt og frustration og var fuldstændigt hjælpeløs uden at kunne aflevere sit raseri, hvor det hørte hjemme. Den følelse af total hjælpeløshed karakteriserer et traume.

Igennem livet kan magtesløsheden blive fremprovokeret, når man bliver behandlet på samme måde, som man gjorde som barn. Nogle reagerer med raseri – alt det raseri, der ikke kunne afleveres hos forældrene dengang, kan komme ud nu, når man er voksen. Vel at mærke dog kun over for andre, der er mindre og svagere end én selv. Det kan give en følelse af magt og kontrol, men at lade sin egen aggression gå ud over nogle, der ikke kan klare sig er i virkeligheden et enormt kontroltab og demonstration af afmagt. På den måde bliver man selv endnu mere grænseoverskridende.

Arbejdet med grænserne, grænsesætning, vredeNogle mennesker frygter både deres egen og andres vrede, så de vender raseriet indad og lader det gå ud over sig selv – f.eks. i form af selvskade. Nogle mennesker bruger vrede som alternativ grænsesætning. Den strategi virker bare kun, hvis man bruger den over for andre, der er svagere end én selv – børn f.eks. Nedenunder vreden ligger barnets følelse af afmagt stadigt, men når man puster sig op og gør andre bange, så mærker man den ikke. Til gengæld giver man sin egen magtesløshed videre.

Andre er meget bange for vreden, både deres egen og andres. Alligevel kan de fleste blive bragt så langt ud, så raseriet alligevel kommer frem, og så kan det være et eksplosivt kontroltab. Andre vender raseriet indad og lader det gå ud over sig selv – f.eks. i form af selvskade. Det er heller ikke ualmindeligt, at raseriet bliver camoufleret som depression og opløses i gråd.

Så længe barnets magtesløse vrede er levende, er det den, der bliver reageret på, når ens grænser overskrides. Derfor er vredesudbrud og raserianfald ikke en konsekvens af grænseoverskridelser, det er en reaktion på dem. Det er et tegn på, at man ikke fik sagt fra i tide og ikke kan håndtere situationen.

.

Manglende respekt for egne og andres grænser

Et barn der bliver mødt med respekt, lærer at respektere sig selv og andre. Det kan mærke og udtrykke, hvad der føles godt og hvad der føles ubehageligt, og det bliver forstået, og der bliver taget hensyn til det. Når de voksne også fortæller, hvad de kan lide og ikke kan lide, lærer barnet, at andre også gerne må sige ‘nej’. Grænser bliver ikke forbundet med afvisning, men er en naturlig følge af, at vi alle har det forskelligt.

Har man i stedet oplevet, at andre overskred éns grænser, har man ikke lært at respektere dem. Når man er vant til at overskride sine egne grænser, kan det være svært, når andre udtrykker deres. Hvis jeg f.eks. knokler på mit arbejde, og ignorerer eller ikke mærker, at min krop er træt, så vil jeg have svært ved at forstå, at min kollega igen vil holde pause. Måske vil jeg acceptere, at sådan er det bare for hende, men det er mere sandsynligt, at jeg vil opfatte det negativt. Dels fordi jeg ikke forstår hendes behov, men også fordi hun gør det, som jeg ikke selv kan – nemlig lytte til min krop.

Et aktuelt eksempel i disse corona-tider kan være, at et menneske får kvælningsfornemmelser, når hun har mundbind på. Det betyder, at hun reelt er fritaget fra at skulle bruge mundbind, men hun tager det alligevel på. Både fordi hun er autoritetstro, men også fordi hun er angst for at gøre sig synlig og være anerledes end flertallet. Ser hun en anden uden mundbind, bliver hun vred. Andre skal bare tage sig sammen (og overskride deres egne grænser), ligesom hun selv gør. “Når jeg kan, kan alle”. Det er svært, når andre så gør noget, hun ikke selv tør.

En helt anden situation kan være, at en veninde meddeler, at nu kommer hun til kaffe. Det passer faktisk rigtigt dårligt, men det kan man ikke finde ud af at sige, fordi hun så vil blive sur og føle sig afvist. Ergo lægger man sine egne ting til side, og sætter kaffen over. Veninden kunne have vist respekt ved at spørge, om det passede, at hun kom til en kop kaffe, men det var én selv, der ikke kunne sige, at det ikke passede så godt, og derved viste man ikke sig selv respekt. Man er nødt til at lære andre, hvordan man gerne vil behandles.

.

Konsekvenser af at overskride sine egne grænser

Barnet kunne ikke sætte grænser for de voksne og stoppe deres grænseoverskridende og respektløse adfærd. I stedet måtte det skabe strategier og forsvarsmekanismer, så det kunne overleve det. Barnet var – af gode grunde – styret af frygt, for det mærkede, at når de voksne, er grænseløse, så kan alt ske. Så er der ingen tryghed og sikkerhed.

Det har desværre voldsomt store konsekvenser, når man er styret af frygt, og må bruge strategier for at klare sig. Barnet mistede sin integritet, sin indre styrke, sit mod, sin identitet, sin selvtillid, sit selvværd og sin selvrespekt. I stedet kom der følelser som ensomhed, skyld, skam, forkerthed, selvforagt og endda selvhad, sorg og raseri. Måske også fysiske symptomer. Prisen for at kunne være med de voksne, som det var afhængig af og knyttet til, var, at det holdt op med at kunne lide sig selv. Barnets følelser forbliver intakte, selvom man er blevet voksen. Især når man stadigt er styret af den gamle frygt, for så er intet forandret.

På den ene side er der ikke den store forskel på, om det er én selv eller andre, der overskrider éns grænser. Konsekvenserne er de samme: man kommer til at synes dårligt om den, der ikke behandler én ordentligt, og man bliver bange for personen. Grænseoverskridelser skaber splittelse. På den anden side er der én væsentlig forskel: Man bor i krop med den person, der skader én og man kan ikke komme væk. Man er livslangt bundet til hinanden, og lever livet i kamp mod sig selv og på flugt fra sig selv. Det er forbandet hårdt.

Paradokset er (som sædvanligt), at det kan fremkalde angst at begynde at forandre noget. Det velkendte giver en slags tryghed, alene fordi det er velkendt. At gøre noget andet end man plejer – som f.eks. at behandle sig selv respektfuldt og omsorgsfuldt – kan vække anden slags angst og utryghed, fordi det er ukendt.

.

Hvorfor føles det stadigt så farligt at sætte grænser?

At være i stand til at sætte en grænse kan i yderste konsekvens redde éns liv. Det er tilsyneladende et paradoks, at det så tværtimod kan føles som om, at man vil dø ved at sætte grænsen.

Barndommens læring var, at grænsesætning havde særdeles negative konsekvenser. Derfor var det en virkeligt intelligent forsvarsmekanisme at gøre grænserne umærkelige. For når man ikke kan mærke sine grænser, kan man heller ikke mærke, når de overskrides, og så reagerer man ikke. Begynder man at kunne mærke grænserne, så kræver det en reaktion, og det var på den ene eller anden måde farligt for barnet.

For barnet har det føltes reelt livsfarligt at sige fra – og var det måske også. Grænsesætning kan føles som afvisning, og når familiens medlemmer ikke kunne bære afvisning, reagerede de sikkert på en måde, barnet ikke kunne holde ud. Derfor var det vigtigt, at barnet lærte, at det skulle holde op med at sige fra. Det er individuelt, hvordan hver familie lærer barnet det – kun er det fælles, at det er noget, der har skabt frygt. Måske var det med udskamning, hån og latterliggørelse (“hvor er du sart” – “kan du ikke forstå en spøg”), måske blev barnet straffet med kulde og ved at blive ignoreret, måske blev det korporligt afstraffet eller udsat for andre typer overgreb (“jeg skal lære dig at vær næsvis!”) eller det var en mere subtil hævn, der kom senere.

Når man er blevet voksen, er situationerne måske fortrængt, eller følelserne er forsvundet fra dem. Måske minimerer man betydningen – ah, det var da ikke så slemt – eller det er blevet gjort til anekdoter – ha ha, det var nu også sjovt dengang… Men jo, det var slemt, og nej, det var ikke sjovt. Disse erindringer og barnets frygt sidder stadigt i kroppen, og præger hele livet og den måde man er i verden på. Selvfølgeligt føles det livsfarligt at forsøge at sætte en grænse, for det fortæller kroppen tydeligt. Man vil gøre alt for at undgå igen at blive gjort så magtesløs, som man var dengang.

.

Gammel frygt og nye erfaringer

De følelsesmæssige og psykologiske årsager til, at grænsesætning stadigt kan føles farligt kan være:

• angst for, at andre i nutiden reagerer på samme måde, som familien gjorde i fortiden
• angst for, at det ikke respekteres, når man har sagt fra, så man bliver gjort magtesløs
• angst for adskillelse (symbiosen i relationen brydes, og det er smertefuldt)
• angst for at føle sig afvist (i dysfunktionelle relationer er grænser lig med afvisning)
• angst for at føle sig vanskelig, besværligt, irriterende, på tværs, usamarbejdsvillig etc. (man tror, at man ER det, andre mener om én)
• angst for at påføre andre ubehag eller smertefulde følelser, når man siger fra (man kan føle sig skyldig, skamfund eller ond)

Barnets følelser lever stadigt i én uanset, hvor gammel man er blevet. Hjernen generaliserer de erfaringer, man gjorde i sin barndom, så de overføres til andre mennesker i nutiden. For at ændre det, må man have nye positive og bevidste erfaringer, der efterhånden kan overskrive de gamle.

Først og fremmest er det nødvendigt at forstå, at man er præget af sin opvækst i en grænseløs familie. Det er ikke sikkert, at andre har samme problemer med grænsesætning, som man selv har. Mennesker med sunde grænser kan godt tåle, at man siger fra, når bare man gør det på en ordentlig måde.

For at erfare noget nyt, må man gøre noget andet, end man plejer at gøre. Det er et stort skridt ud af komfortzonen, og det kan være angstprovokerende. For at slippe barnets gamle frygt er man bare nødt til i praksis at opleve, at ens grænser respekteres af et andet menneske, der er vigtigt for én. Man må erfare, at man ikke bliver straffet, afvist, forladt og ikke gør den anden ondt. Det er en rigtig god idé at øve sig på grænsesætning sammen med et menneske, man er tryg ved, og som man ved responderer på en god måde. Det kan meget vel være en psykolog eller terapeut.

Manden i banken (en personlig oplevelse)

Læs mere...

.

Vigtigheden af både at kunne sige til og fra

Arbejdet med grænserne, grænsesætningAt kunne sige fra og kunne sige til (eller kunne sige både nej og ja) er to sider af samme sag. Hvis man kun kan sige ja, er man ude i grænseløshed. Kan man kun sige nej, er man låst fast i nogle meget rigide grænser. Begge handlemønstre er baseret på gammel frygt, og det betyder, at man ikke har et reelt valg. For at få balance må man både kunne sige ‘ja’ og ‘nej’ – man må både kunne tage imod og afvise.

Begge dele kan være udfordrende, for det handler om at erkende sine behov. Mange mennesker har det meget svært i forhold til at have behov, men fakta er, at alle levende væsner har behov. Der er mange ting, vi har brug for. Det kan være pinefuldt, måske skamfuldt, at erkende, hvis man aldrig fik sine behov dækket, da man var barn. Når man udtrykker et behov, kan man blive afvist. Andre kan nægte at opfylde behovet, og så står man dér og har brug for noget, man ikke kan få. Engang har man lært, at det er lettere ikke at mærke, hvad man har brug for, så bliver man ikke skuffet og mærker ikke smerten ved de udækkede behov.

Så det er sårbart at begynde at sige til og give udtryk for, hvad man har brug for. Det er sårbart at skulle tage imod for, hvad forventes der så af én. Måske siger erfaringen, at alting har en pris, så hvis nogen giver én noget, så koster det. Det kræver nye erfaringer at finde ud af, at sådan behøver det ikke at være. Udfordringen er selvfølgeligt, at for at få nye erfaringer, er man nødt til at gøre noget andet, end man plejer at gøre.

Der vil sikkert være mennesker, man kender, der ikke kan rumme den forandring hos én – typisk familien. Over for andre mennesker er der store gevinster at hente, når man kan udtrykke sig klart. Man bliver tydeligere og mere troværdig, hvilket giver tillid. Folk skal ikke længere skal gætte sig til, hvad man egentligt mener, og hvad man vil og ikke vil, og det skaber tryghed.

En gevinst ved både at kunne sige til og fra er også, at man får flere handlemuligheder i sit liv. Når man er styret af angst, bliver man meget begrænset og livet snævrer sig ind. Kan man vælge både til og fra, får man mange flere valg, og det åbner for nye muligheder, så livet kan folde sig ud på en anden måde.

.

Selvbegrænsning – eller at give sig selv lov til noget nyt

Ordet ‘selvbegrænsning’ er bestemt ikke motiverende. Der er nok ingen mennesker, der kan lide at blive begrænsede. Det er meget mere motiverende at give sig selv lov. Faktisk sker der ingen virkelige forandringer, før vi giver os selv lov til at forandre. Vi kan ikke gennemtvinge noget som helst hverken over for os selv eller andre.

Underbevidstheden har igennem hele livet beskyttet én med mestringsstrategier og forsvarsmekanismer. Engang hjalp strategierne men på et tidspunkt mistede de deres funktion og gjorde i stedet livet svært. Derfor er det vigtigt, at man kan fortælle underbevidstheden, at man nu har brug for en ny måde at beskytte sig på. Man må hjælpe den til at forstå, at det både på kort og længere sigt kan betale sig at gøre noget andet, end man plejer – også selvom det er svært og følelsesmæssigt hårdt.

Et eksempel kan være den destruktive indre stemme, de fleste kender. Den kommer jævnligt frem med sine undergravende og nedgørende bemærkninger, så man dukker nakken. Her vil det være rigtig godt at give sig selv lov til at handle anderledes. Når stemmen dukker op, vil det være helt på sin plads at sætte en grænse og sige: “STOP! Jeg vil ikke høre på det længere. Du kan komme tilbage, når du kan tale ordentligt”. Tomme trusler virker ikke, hverken over for én selv eller andre. Man må mene, hvad man siger, så hver gang stemmen prøver at komme med sine negative bemærkninger, stopper man den.

Der er sikkert omvendte situationer, hvor man siger nej til sig selv og forbyder sig selv noget, man egentligt gerne vil. Her er det relevant at begynde at øve sig i at give sig selv lov til at sige ja i stedet (såfremt det ikke er til skade for én selv eller andre).

Når man begynder at bryde sine mønstre, giver man slip på de beskyttende mestringsstrategier. Det medfører givetvis nogle reaktioner, så derfor er det vigtigt at tage det i et roligt tempo, så man selv kan følge med. Det er helt okay, hvis det vækker nogle følelser og erindringer. Hvis de får lov at komme frem og får den nødvendige opmærksomhed, klinger de af igen.

.

Den omvendte verden

En opvækst i en dysfunktionel familie er en opvækst i Den Omvendte Verden. Alting er vendt på hovedet. Når man begynder at arbejde med heling, må tingene derfor vendes helt om, før de begynder at vende rigtigt. Det man har lært at sige ja til, skal man til at sige nej til og omvendt.

Det kan være, at man plejer at være tavs sammen med andre mennesker, selvom der egentligt er noget, man godt vil sige. Man forklarer det måske med, at det ikke er så vigtigt, eller at andre allerede har sagt noget meget klogere. Eller det kan være, at man altid lader andre komme foran én, for andres behov vejer altid tungere, så man stiller sig selv sidst i køen til at få det godt. Man bider følelserne i sig, og lader i stedet alle de indeklemte frustrationer komme ud som passiv aggression. For det er det, man har lært, og det man altid har gjort, så sådan er det jo bare.

Det er bare ikke meningen, at det skal være på den måde. Barnet lærte simpelthen noget forkert, som må aflæres. Som voksne har vi alle ansvaret for os selv. Ingen kan varetage ansvaret for et voksent menneskes liv og velbefindende (og et barn kan da slet ikke). Det var ikke barnet, der svigtede de voksne, det var de voksne, der svigtede barnet. Barnet var ikke forkert, men de voksne behandlede det forkert. Alle mennesker har ret til at have det godt. Alle mennesker har ret til at ytre sig og blive mødt med almindelig respekt. Alle mennesker har ret til at få det godt. Ingen har ret til at skade andre.

Så der er utvivlsomt meget, der har brug for at blive forstået anderledes, så man kan begynde at føle anderledes, og efterhånden også handle anderledes.  Man skal gerne derhen, hvor man kan sige, hvad man mener og mene, hvad man siger. Hvor man kan sige ja, når man mener ja, og nej når man mener nej.

.

Har man stærke grænser, behøver man sjældent at blive vred

Disse ord sagde min terapeut til mig, og det er noget af det klogeste og vigtigste, jeg har lært.

Vreden er en grundfølelse, og den er en del af vores naturlige beskyttelse. Den er enormt vigtig, fordi den fortæller, at nu er éns grænse blevet overskredet. Vreden kræver en umiddelbar reaktion, så man kan sikre, at det ikke sker igen.

Desværre er det de færreste mennesker, der har lært at rumme og håndtere deres egen vrede på en konstruktiv måde. Mange af os har allerede som små været nødt til at lukke helt ned for vreden, men det forsvinder den jo ikke af. I stedet er den blevet undertrykt, og undertrykte følelser eksploderer før eller siden, så det bliver et kontroltab. Nogle mennesker lader vreden komme til udtryk som passiv aggression, ondskabsfuldheder og overgreb over for andre, der ikke kan give igen. Det kan give en illusion om magt og kontrol, men det er kun en illusion, for man bliver ikke stærkere af at gøre andre svage. Det kan også være, at aggressionerne bliver rettet indad og viser sig som selvskade, angst og depression.

Arbejdet med grænserne, grænsesætningNår en følelse ikke kan komme til udtryk på sin naturlige måde, forklæder den sig bare – ud skal den nok komme. Desværre kommer den ikke ud på det rette tidspunkt, på den rette måde, over for de rette personer, af de rette grunde. Derfor bliver den til skade både for én selv og for andre i stedet for at være den hjælp og beskyttelse, den skulle have været. Aggressiv vrede kan skabe frygt men aldrig respekt og selvrespekt. Den reelle magt og kontrol ligger i at kunne magte og kontrollere sine egne følelser og lade dem komme til udtryk på en måde, man selv kan stå inde for.

Stærke grænser vil sige, at man kan mærke, hvad der er rigtigt og forkert for én, og, hvad man gerne vil, og hvad man ikke vil. Man kan også mærke sine begrænsninger, og man kan udtrykke det man mærker og handle efter det. Man lader ikke andre gå over sine grænser, men siger fra på en måde, så man kan stå inde for sig selv. Man kan heller ikke overskride sine egne grænser. Der er noget i én, der siger så tydeligt fra, at det ikke kan overhøres, og som er stærkere end angsten for at sige fra. Når man har udviklet stærke grænser, har man taget den styrke og kontrol tilbage, som blev taget fra én i barndommen.

Problemet er bare, at det jo netop er alle de ting, man ikke kan. Så sandt – det er noget, man skal øve sig på. Der er meget angst, der skal slippes og ressourcer der skal udvikles. For de fleste er arbejdet med grænserne en livslang proces. Det må gøres på den måde og i det tempo, der er det rigtige for én. Der er ikke noget quick fix. Det er en lærings- og udviklingsproces, der ikke kan forceres.

.

Grænseoverskridelser må have konsekvenser

Måske er det de færreste, der er bevidste om, at grænsesætning indebærer, at man kan lade grænseoverskridelser have konsekvenser. At blive vred er ikke en konsekvens, det er tværtimod en demonstration af magtesløshed (som beskrevet ovenfor).

Grænser er som sagt en beskyttelse. Når man sætter grænser, beskytter man altså sig selv mod noget ubehageligt. Hvis en anden person overskrider éns grænser, må det have en konsekvens, så man undgår, at det sker igen. I yderste konsekvens kan det være, at man er nødt til at afbryde relationen. Ligesom det ikke nytter at blive vred, nytter det heller ikke at komme med tomme trusler. Hvis man f.eks. siger, at der er noget, man ikke kan leve med, så er man nødt til at mene det og være i stand til at handle på det. Man må altså selv tage konsekvensen af sine ord og følelser.

Hov! Jeg kom til at sætte en grænse (en personlig oplevelse)

Læs mere...

Det er ikke altid, at man kan lade andre menneskers handlinger få konsekvenser for dem selv. Hvis det er en fremmed, der overskrider éns grænse, og man ikke når at reagere, kan det f.eks. ikke lade sig gøre. Hvis man sidder i en stillekupé og en gruppe unge mennesker larmer, er det nok ikke lige dér, man skal sige fra. Har man været udsat for overgreb i barndommen, og overgriberen er død, eller man har ikke kontakt, kan en anden form for konsekvens være, at man i stedet kigger indad og lærer noget af situationen. Hvad skete der? Hvorfor skete det? Hvad kan jeg lære af det? Hvad kan jeg gøre for bedst muligt at beskytte mig selv fremover?

.

Inkluderende grænser

De ting, der kan gøre grænsesætning svært er som tidligere nævnt f.eks. adskillelse, brud på symbiosen, man kan føle sig ond, forkert etc. Disse svære følelser kan mindskes med det, jeg kalder ‘inkluderende grænsesætning’. Dette kan ikke bruges i forhold til mennesker, der overskrider éns grænser, men er en hjælp til én selv, så man ikke overskrider sine egne grænser.

Der er ingen, der kan lide at få et bastant nej – det er som at få smækket en dør i hovedet. Omvendt virker det heller ikke at begynde at forklare og forsvare. Så snart man begynder på det, undskylder man for sin grænse, og overlader al kontrollen til den anden.

I stedet kan man (i nogle tilfælde) afbøde afvisningen ved at komme med alternativer. “Jeg kan desværre ikke komme til fødselsdagen på lørdag, men jeg vil rigtigt gerne se dig. Kan du mødes i løbet af ugen i stedet?” – eller “Lige for tiden orker jeg simpelthen ikke at tage nogen steder. Har du lyst til at komme her, så giver jeg kaffe?” På den måde skaber grænsen ikke adskillelse, faktisk tværtimod. For man viser, at man gerne vil relationen. Der skal bare ske nogle tilpasninger, så begge parter får tilgodeset deres behov.

.

Bevidst forandring

Arbejdet med grænserne, grænsesætningVi mennesker er forskellige, og det er meget forskelligt, hvordan man kan arbejde med tingene. Man må starte dér, hvor det er muligt på det givne tidspunkt.

Uanset er bevidstgørelse nødvendigt, for man kan ikke forandre noget, der er ubevidst. Fælles er også, at det er skræmmende at gøre noget, der engang har været farligt. Forskellen er, at man dengang var et barn, og man levede under nogle vilkår, man tog skade af uden at kunne gøre noget ved det. Som voksen har man nogle flere ressourcer, man har en større rummelighed, og fremfor alt så er fortiden fortid – også selvom det ikke føles sådan. Man er ikke længere underlagt de voksne, og nu har man mulighed for at søge hjælp.

Der er en tryghed i at blive i sin komfortzone, også selvom den ikke er særligt komfortabelt. Når man træder ud af den, vil det skabe uro, men det er uden for komfortzonen, man lærer noget og får mulighed for at udvikle sig. Når man har vænnet sig til det nye, kan man tage endnu et skridt og så fremdeles. Går man for hurtigt frem, ryger man ud i angstzonen, og dér blokerer man og kan ikke lære nyt. Når det er passende skridt i et passende tempo, er der god sandsynlighed for, at det bliver en succesoplevelse. Det føles som en sejr og virker udviklende og motiverende.

“Hov du kan jo godt sætte grænser!” (en personlig oplevelse)

Læs mere...

.

Ressourcer man har brug for

Grænseproblemerne i dysfunktionelle familier kommer af, at de voksne ikke kan rumme smertefulde følelser, og derfor ikke kan lære børnene at rumme disse følelser. Det vil sige, at mønstrene fortsætter.

For at bryde denne sociale arv, er det nødvendigt at acceptere, at livet gør ondt, udvikling gør ondt. Smerte er et livsvilkår, og det hører med til at være menneske. De smertefulde følelser er ikke farlige, men en naturlig reaktion på noget, der har gjort ondt, som har brug for at blive sluppet fri.  Måske kan alene denne bevidsthed være en hjælp.

Andre nødvendige ressourcer kan f.eks. være mod, styrke og vilje til forandring. Nogle af ressourcerne har man måske udviklet igennem livet, men nu skal de bruges på en ny måde og i nye sammenhænge. Andre ressourcer ligger stadigt slumrende som potentialer, der først må udvikles. Det bliver de hen ad vejen, efterhånden som der bliver brug for dem. Man vokser med opgaven.

Der er også brug for nogle ydre ressourcer, der f.eks. kan være støtte og hjælp i processen, en vis tryghed boligmæssigt og økonomisk, ro omkring sig, måske nogle gode venner. Har man ikke adgang til disse ressourcer, betyder det ikke, at man lige så godt kan opgive – det betyder kun, at vilkårene for det indre arbejde måske er knap så optimale.

.

Øvelser til inspiration

Hvordan du konkret kan arbejde med dine grænser, kommer helt an på, hvad der er muligt for dig på det her tidspunkt. Herunder er der nogle forslag, der måske kan inspirere.

Uanset, hvad du gør, så vær klar over, at når man begynder bevidst at handle anderledes, kommer der formentligt nogle reaktioner. Dels kan omgivelserne reagere, men ens krop og underbevidsthed reagerer også på forandringerne. Det er sikkert ikke særligt rart, men det er helende. Hvis det føles voldsomt, kan det være, at du er gået meget hurtigt frem og skal sænke tempoet. Måske kan du træde et skridt tilbage og finde ud af, hvad det handler om. Processen må godt være udfordrende, men du skal kunne være med det. Bliver det for svært, vil du sikkert have gavn af professionel hjælp.

Forslag:

  • Hver aften skriver du tre ting ned, hvor du i løbet af dagen bevidst og ærligt har givet udtryk for noget, du gerne ville, eller ikke ville. Altså tre eksempler på, at du har sagt til eller fra. Husk, at det gerne skal være ‘småting’. I første omgang er det vigtigste at skabe bevidsthed om, hvordan du plejer at handle, hvad du har gjort anderledes, og hvordan det har føltes.
  • Har du en god ven, du kan tale med om disse ting, kan han eller hun måske give sparring. Det er altid bedst at starte et sted, hvor man er tryg og rimelig sikker på en positiv reaktion.  Familien er nok det sidste sted, man skal øve sig.
  • Har du svært ved at sige ‘nej tak’, kan du øve dig i at sig det nogle gange om dagen – helt bevidst.
    – “Vil du have mere kaffe?” – “Nej tak”.
    – “Jeg regner med, at du kommer med til fødselsdag på søndag” – “Tak, men jeg er desværre nødt til at sige nej tak”
  • Eller det kan være, at det er nemmere at øve et ‘Ja tak’. Det er især godt, hvis du er vant til at sige nej nærmest pr. automatik.
  • En øvelse kan være at gå ind i en butik med betjening. Når ekspedienten spørger, om du har brug for hjælp, svarer du ja eller nej – alt efter, hvad der er din udfordring. En ekstra øvelse her kan være, at du efter at have kigget og fået hjælp, beslutter dig for ikke at købe noget. “Tak for kigget, jeg vil lige overveje det”.
  • Måske er det en hjælp at omformulere ‘nej tak’ til f.eks. “Jeg springer lige over”. Velegnet hvis du f.eks. bliver tilbudt et stykke kage mere, som du normalt ville have takket ja til af høflighed (og for at undgå at sige nej).
  • En meget vigtig øvelse er at stoppe med at forklare og forsvare, at du siger ja eller nej. I det øjeblik, du begynder på det, har du overgivet kontrollen til den anden part. Andre mennesker har ikke krav på en forklaring. Noget andet er, hvis du føler dig stærk og sikker, for så kan du godt begrunde uden at undskylde og forsvare.
  • En mere avanceret øvelse kan være at begynde at erkende sine behov og udtrykke dem.
    – “Jeg har brug for at…”
    – “Det vil gøre mig glad, hvis…”
    – “Jeg har lyst til at…”
    – “Vil du hjælpe mig med at…”
  • Endeligt er det en øvelse i sig selv (og meget vigtigt) at lægge mærke til, hvad du tænker, føler og mærker, når du begynder at handle anderledes. Skriv det gerne ned.

.

Gevinster

Hvis man skal gøre noget, der føles ubehageligt, endda smertefuldt, som man virkeligt har modstand imod og er bange for, så skal man kunne se, at der venter en stor gevinst. Ellers giver det jo ingen mening.

Gevinsten er der, og den er det hele værd. Når man overvinder angsten og arbejder med grænsesætning, begynder man at tage det tilbage, man har mistet. Sin integritet, sin styrke, sin selvtillid og selvværd – hele sig selv. Man begynder at blive et menneske, man bedre selv kan lide, og har nemmere ved at leve sammen med. Den indre splittelse bliver mindre, og man bliver et mere helt menneske. Det er en anden måde at være i verden på. Det er ikke nogen nem proces, men det er sandt at sige heller ikke nemt at leve med grænseproblemer. Så hellere vælge den vej, der fører til noget bedre i fremtiden ♥