Bag om angsten

Et langt skriv om at afkode angsten. Om at forstå, hvad angsten ville fortælle og om at arbejde med årsagerne, så den mistede sin funktion.

 

Et lille barns rædsel

Billede af sommerfugl til 'Bagom angsten'Omkring 1 års alderen begyndte jeg at få voldsomme anfald af panikangst. Min mor skrev i ‘Barnets bog’, at jeg skreg, når jeg f.eks. så min brors store gummistøvler og hørte en bestemt sang i radioen. Da jeg var omkring tre år, gik jeg i panik, når jeg fik øje på TV-antennen på taget, dernæst var det lastbiler og flyvemaskiner, der kunne udløse angstanfald. Om aftenen knirkede gulvbrædderne i huset, og det gjorde mig skrækslagen, fordi jeg ikke forstod, hvor lyden kom fra. Ligeledes når der kørte biler ude på vejen, og deres lygter kastede lys ind på væggen. Triggerne ændrede sig i takt med, at jeg voksede. Senere var det f.eks. fjernsynet, stueuret og den hylde, det stod på, samt en bestemt Anders And historie. På et tidspunkt blev det mere abstrakt. Da var det vampyrer, varulve, spøgelser og ånder, jeg frygtede at se, men også lig og afhuggede kropsdele. I alle årene var jeg rædselsslagen for insekter. Især sommerfugle, natsværmere og flyvende stankelben, men også for stort set alle andre – undtagen hvepse og bier.

 

Mareridt

Nætterne var fyldt med mareridt. Nogle af dem husker jeg stadigt.

  • Der var f.eks. det, hvor jeg flygtede fra en troldmand (der lignede én fra Anders And bladet). Han jagtede mig med en stor kniv og ville tydeligvis slå mig ihjel. I flugten fik jeg væltet et kaffebord, så min mor og storesøster skældte ud.
  • I et andet mareridt sad min søster og jeg på det forreste sæde i et førerløst tog, og imod os kom et andet tog, så jeg blev kvast imellem dem.
  • Der var også det, hvor jeg var i byen for at købe nogle ting til min mor. En mand klædt helt i gråt fra top til tå, kom og pressede så hårdt om mig, at han kvalte mig. Min (ellers søde) klasselærer så det, men vendte ryggen til og gik ind i en forretning.

Alle tre mareridt har været i 6-7 års alderen. Jeg sov imellem mine forældre, og jeg husker engang, hvor min far vågnede og spurgte, om jeg nu havde haft mareridt igen. “Ja”, svarede jeg bare, og var helt klar over, at jeg ikke skulle fortælle ham, hvad jeg havde drømt. Jeg havde lært, at ingen måtte vide noget om, hvad der skete inden i mig.

 

Mestringsstrategier

Jeg kunne ikke fortælle nogen, hvordan jeg havde det. Jeg opfattede angsten som et svaghedstegn, og jeg vidste, at andre både hjemme og i skolen ville opfatte den på samme måde. Der var ingen tvivl om, at den ville blive brugt imod mig. Ingen måtte opdage noget, så jeg kunne sidde fuldstændigt ubevægelig og udtryksløs, mens jeg følte, at jeg skulle dø. To gange brød jeg helt sammen derhjemme, og det var så pinligt og skamfuldt, så det næsten var værre end angsten.

Efterhånden lærte jeg, hvad der skabte panik, og så kunne jeg forsøge at undgå den trigger fremover. Der kom dog hele tiden nye ting til, som jeg ikke var forberedt på, og det var et gigantisk chok hver gang. Når det ikke var muligt at undgå triggerne, udviklede jeg en evne til at gøre mig blind, så jeg simpelthen ikke så ‘truslen’. Den virkede langt fra altid, men i nogle tilfælde.

 

Et liv uden angst?

Billede af psykofarmaka til 'Bagom angsten'Da jeg var 22 år, kom jeg til en psykiater, der straks forstod karakteren af min angst. Hun ordinerede noget medicin (Orap) i en lav dosis. Jeg gik hjem og læste om det i lægemiddelhåndbogen, og kunne se, at det var mod psykotiske og begyndende skizofrene tilstande. Hmm… det virkede åbenbart også mod angst, tænkte jeg. Jeg havde ikke rigtigt nogen forestilling om, hvad psykose eller skizofreni var for noget, men det var ialtfald ikke det, jeg led af.

Ca. 14 dage efter kunne jeg konstatere, at medicinen virkede. Jeg havde besøgt en veninde, og på vejen hjem skulle jeg passere en legeplads. Legepladser var en velkendt trigger, især når det var mørkt. Jeg forestillede mig altid, at der lå lig derinde, og at jeg pludseligt ville få øje på et (det var en lettere omskrivning af et TV-program, jeg fik set engang som barn). Logisk vidste jeg godt, at det var usandsynligt, men det fjernede ikke rædslen. Denne aften var jeg nået helt op i min lejlighed, før jeg kom i tanke om, at jeg var gået forbi legepladsen helt uden at registrere det.

Det er nok tydeligt, hvor invaliderende angsten var, og hvor socialt handicappet den gjorde mig. Medicinen fjernede ikke angsten fuldstændigt men næsten. Jeg var stadigt skrækslagen for insekter, og indimellem var der andre ting, der triggede, så jeg gik i panik.

Selvom angsten i det store og hele var væk, fik jeg det jo ikke godt. Angsten havde i høj grad fået mig til at mærke min krop, så uden den mærkede jeg ikke mig selv. Det var ikke medicinens skyld, men fordi der ikke havde været plads til at udvikle andre følelser. Oplevelsen af uvirkelighed, af at være i en osteklokke og at være tilskuer til mit eget liv blev mere påtrængende. Jeg havde haft anfald af Hortons Hovedpine siden barndommen, og de begyndte at blive hyppigere. Det var jeg ikke opmærksom på dengang, men set i bakspejlet er det tydeligt, at det ene symptom erstattede det andet.

Medicinen hjalp mig hen imod et mere normalt liv. Uden angsten kunne jeg begynde at orientere mig og tage nogle små skridt ud i verden. Da jeg efter to-tre år stoppede med medicinen, var mit reaktionsmønster vedvarende ændret. Jeg fik ikke længere panikanfald, jeg fik hovedpineanfald i stedet.

 

Årsagerne til angsten

Som 43-årig startede jeg i hypnoterapi. Jeg var nået frem til, at hvis jeg kunne finde årsagerne til min hovedpine, ville jeg blive helbredt. Allerede under den anden session foreslog min terapeut, at vi kiggede nærmere på den angst, jeg havde haft i min barn- og ungdom. Jeg svarede, at det jo ikke var relevant længere, for den havde jeg jo ikke mærket noget til i mange år. Han mente nu alligevel, at det ville være et godt sted at starte, for der kunne sagtens være en sammenhæng mellem angsten og hovedpinen. Ja ja, så gør vi det… jeg kunne ikke se meningen med det, men når han nu syntes. Det viste sig med det samme, at han selvfølgeligt havde helt ret. Angsten og hovedpinen var to sider af samme sag.

Jeg lærte efterhånden at forstå mekanismerne i angsten. Al den frygt og rædsel jeg havde oplevet som barn, måtte jo kanaliseres ud på én eller anden måde. Det var de blevet – først igennem angsten og siden igennem hovedpinen. Da jeg var barn, kunne jeg umulig koble frygten til mine forældre, for mit liv afhang af dem. I stedet blev følelsen forbundet med noget andet, der reelt var ufarligt, og så kom den ud som panikangst. Under hypnose og i selvhypnosen derhjemme kom jeg tilbage i situationerne og fik en dyb forståelse og indsigt i, hvordan tingene hang sammen.

 

Alene i verden

Billede af TV-antenne i 'Bag om angsten'F.eks. var der min angst for TV-antenner, lastbiler og flyvemaskiner. Den startede, da jeg var omkring tre år gammel. Jeg var ude i haven sammen med min mor. Pludseligt var hun væk, så jeg var alene i en uendelig stor jungle – sådan føltes haven for en lille treårig. I det øjeblik jeg mærkede rædslen ved at være forladt og alene i verden, fik jeg kigget op på TV-antennen, og dermed blev de to ting forbundne. Det var antennen og ikke det at være forladt af min mor, der var farligt. Det er præcist den måde traumer fungerer på: Noget der ikke hører naturligt sammen, bliver forbundet, mens andet, der naturligt skulle være forbundet, bliver adskilt.

Når jeg fremover så en TV-antenne, mærkede jeg samme panik, som jeg havde følt, da jeg ikke kunne se min mor ude i haven. En dag, hvor jeg igen var ude i haven, og fik øje på TV-antennen og følte panikken, så jeg samtidigt en flyvemaskine på himlen. Derefter kunne flyvemaskiner også udløse panik, for de blev associeret med TV-antennen, der blev associeret med at blive forladt og være alene i verden. Senere var det en lastbil der kørte forbi samtidigt, og så blev den også koblet på.

Alle børn er bange for at blive forladt, men når barnet oplever, at mor (eller far) altid kommer tilbage, lærer det efterhånden, at det ikke er farligt. De lærer at blive trygge, selvom de ikke hele tiden kan se de voksne. Jeg var imidlertid et ekstremt utrygt barn uden tillid til de voksne. Allerede som spæd havde jeg erfaret, at min mor kunne gemme mig væk, og at hun ikke kom tilbage. Jeg havde absolut ingen grund til at forvente, at hun ville komme tilbage og hente mig derude i junglen.

 

Anders And historien

Billede af Anders And blad med historien 'Den flyvende Hollænder' til 'Bagom angsten'I én af mine Anders And bøger var der en historie om spøgelsesskibet ‘Den flyvende hollænder’. Lige præcist den historie udløste panik, selvom den ikke var mere uhyggelig end de andre Anders And historier. Under hypnose fandt jeg forklaringen.

Jeg kom tilbage i tiden til en situation, jeg altid havde husket noget af. Jeg var syv år gammel, og var med min far på arbejde hos en restauratør, han skulle ordne noget for. Jeg sad ved et bord i krostuen og drak kakaomælk og spise vingummier. Jeg kedede mig og sad og læste Anders And. Af én eller anden grund havde jeg altid følt skam, når jeg tænkte på det.

Under hypnosen begyndte situationen at folde sig ud. Af grunde jeg ikke forstod, følte jeg meget stort ubehag og angst. Jeg så så, at jeg ikke sad alene ved bordet, min far og kroværten sad der også. De havde meget fokus på mig på en ubehagelig måde. Jeg begyndte at få en fornemmelse af, hvad der ville komme til at ske og prøvede at koncentrere mig fuldstændigt om Anders And og ‘Den flyvende hollænder’. Bagefter huskede jeg som sagt kun de få enkeltstående sekvenser, der havde brændt sig ind i erindringen. Alt andet var udraderet af hukommelsen og gemt væk i Anders And bogen.

 

Stueuret

billede af stueur til 'Bagom angsten'Uret hjemme i stuen var mørkt udskåret træ, og det samme var hylden, det stod på. Jeg var skrækslagen for at kigge på det og forsøgte derfor at undgå at komme ind i stuen. Det var selvfølgeligt ikke muligt, så jeg udviklede en evne til at lade være med at kigge på det. I starten har det været meget bevidst, men efterhånden blev det helt ubevidst. Det var én af de ting, jeg udviklede en blindhed overfor.

På et tidspunkt i min proces fandt jeg ud af, hvad der lå bag angsten for uret. Jeg var omkring syv, måske 8 år gammel, og jeg lå på sofaen og læste i et Anders And blad. Min far arbejdede hjemme, så jeg var altid alene med ham i nogle timer efter skole. Da han kom ind i stuen og kiggede på mig, vidste jeg godt, hvad der skulle ske. I det øjeblik fik jeg kigget på uret, hvor klokken var måske 12. Da jeg åbnede øjnene igen, var den 15, og hele familien sad ude i køkkenet og drak eftermiddagskaffe. Det var frygteligt, for jeg forstod ingenting. Jeg lå jo på sofaen og læste, og pludseligt var jeg blevet tryllet ud i køkkenet. Og hvorfor var hele familien pludseligt hjemme, når klokken kun var 12?

Derefter blev jeg i én eller anden grad bevidst om, at tiden forsvandt fra mig. Mit i forvejen meget fragmenterede liv blev nu helt usammenhængende og uforståeligt. Der var altså to årsager til angsten for uret. Dels havde jeg kanaliseret frygten for det overgreb, jeg vidste ville komme, ind i det, og dels var tiden blevet farlig. Den forsvandt fra mig, og så var der absolut ingen forudsigelighed eller mening.

 

Jodie

Billede af græskar som symbol for ondskab til 'Bagom angsten'Da jeg var omkring de 18-19 år, var jeg hjemme på besøg hos min mor, og jeg sad på min sædvanlige plads i køkkenet. Min mor stod og var ved at lave kaffe. Der lå et ugeblad på bordet, og hun fortalte entusiastisk, at der var en spændende artikel på side 47, jeg skulle prøve at se. Af én eller anden grund var jeg ikke på vagt, så jeg slog op på siden – og kiggede lige ind i hovedet på et spøgelse/ånd/monster. Jeg blev lammet af rædsel. Imens stod min mor helt roligt med sit lille smil og fik sat kaffen over. Jeg må have læst artiklen senere, for jeg husker, at dette væsen, der hed Jodie, hjemsøgte familien og kiggede ind af vinduerne, når det var mørkt.

Jeg havde altid forsøgt at holde min angst skjult for min mor, og jeg kunne aldrig have drømt om at fortælle hende, hvad jeg præcist var bange for. Alligevel havde hun en helt eminent evne til at konfrontere mig med noget, der udløste panikanfald. Også i denne situation sad jeg med en helt vild rædsel indvendigt, og viste intet udadtil. Da jeg under hypnose og selvhypnose kom tilbage til forskellige situationer, var det hendes lille, tilsyneladende uskyldige smil, der fangede min opmærksomhed igen og igen. Først undrede jeg mig over, at hun smilede i situationer, hvor det var så totalt malplaceret og virkede helt absurd. Så fik jeg øje på ondskabsfuldheden i det, tilfredsheden når hun vidste, at hun havde ramt mig, og så gav det fuldstændigt mening. Det var på ingen måde tilfældigt eller uoverlagt, når hun triggede min angst.

Som barn og ung var jeg  helt ubevidst om, at jeg var bange for min mor. Rædslen for hendes ondskab var totalt fortrængt, og kom ud på andre måder. Efter mødet med Jodie trak jeg altid gardinerne for om aftenen. Jeg var skrækslagen for at dette væsen pludseligt kom til syne uden for mine vinduer. Det billede fra ugebladet forfulgte mig i mange år.

 

Tegningen i ugebladet

Da jeg var i starten af 20’erne, sad jeg en aften hjemme i min lille lejlighed og kiggede i et ugeblad. Jeg fik slået op på et lille indlæg, der handlede om at holde på hemmeligheder. Den var illustreret med en tegning af et kvindeansigt, hvor der var en lynlås i stedet for en mund. Den tegning bragte mig ud i det vildeste panikanfald. Jeg ved ikke, hvor længe jeg sad sammenkrøbet på gulvet fuldstændigt paralyseret af rædsel.

For mig var det ikke bare en tegning. Det, jeg så, var, at nogle havde skåret kvindens mund væk og syet en lynlås ind i stedet. Det var den ondskab, der lå i handlingen, der skræmte livet af mig, og den rædsel relaterede ubetinget til min mor. Derudover kan jeg se, at der selvfølgeligt også har været et budskab i artiklens indhold om at holde på hemmeligheder – for det må man sige, at jeg gjorde. Min mund var i den grad lynet til.

 

Insektfobi og en gummiedderkop

Da jeg fik børn, var jeg nødt til at lære at håndtere min angst for insekter. Der var ikke længere nogen at kalde på, når der var kommet en sommerfugl ind, eller jeg fandt en edderkop. Nu var jeg den voksne. Angsten for krybet var ikke blevet mindre, men jeg var blevet bedre til at lukke af og dissociere, så jeg kunne gøre, hvad der skulle gøres.

Billede af æske til 'Bag om angsten'Da min yngste var 9-10 år, havde hun fået en gummiedderkop (hun fik den ikke af mig!). Den var blevet navngivet Poul, og den fik allernådigst lov til at være i lejligheden, hvis den blev inde på hendes værelse. Den fik bolig i en æske, hun havde lavet, og æsken havde sin plads oven på hendes kommode. En dag, da jeg var jeg ved at male inde på hendes værelse, fik jeg ved et uheld hevet æsken ned, og Poul faldt ud. Dér lå han med sine lange, sorte, sprællende ben, og jeg skreg! I panik fik jeg hevet fat i en pude, som jeg kastede ned over dyret, og derefter fik jeg grebet fat i en sort sæk, som jeg smed ovenpå. Da edderkoppen nu var fanget, flygtede jeg ud af værelset og fik lukket døren dertil. Bagefter, da jeg havde siddet og fået puls og vejrtrækning ned i nogenlunde normalt leje, kunne jeg godt se, at min reaktion var fuldstændig vanvittig, men den viden gjorde jo ingen forskel. Da min daværende kæreste kom hjem, måtte jeg bede ham om at gå ind og samle Poul op og komme ham op i æsken.

I dag ved jeg, at det simpelthen var krybdyrshjernen, der blev aktiveret, og den er helt uden for viljens kontrol. For min krop handlede det simpelthen om ren og skær overlevelse her-og-nu. Et insekt, en edderkop eller for den sags skyld en gummiedderkop er ikke livsfarlige her i Danmark, så der lå selvfølgeligt noget andet bag. Dengang havde jeg ikke nogen som helst erindring om mine traumer eller overgrebene, så det var først mange år senere, jeg fandt ud af, hvad det handlede om. Insekter kan komme ind overalt, de er ikke til at kontrollere, de kan invadere én og kravle på én. Væmmelsen, ækelheden, ved at røre ved dem, kan gå helt i nervesystemet, så den er umulig at slippe igen. Præcist sådan havde jeg oplevet berøringen under overgrebene. Som tusinde insekter der kravlede på min krop uden, at jeg kunne få dem væk. Det virkeligt positive i denne overlevelsesmekanisme var, at jeg som ung og voksen var i stand til at have et sexliv og nyde sex. Jeg følte hverken angst eller væmmelse – de følelser var jo overført til insekterne.

 

Arbejdet med angsten

Da jeg startede i terapi blev der med det samme åbnet for alle de fortrængte følelser og erindringer. Al den gamle angst og frygt kom frem i bevidstheden. Som det er med ubearbejdede traumer, føltes det som om, at det hele skete igen her og nu.

Forskellene var, at jeg for det første ikke længere var alene om at håndtere det, som jeg havde været som barn. Min terapeut var med mig, og han formåede at samle mig op, når jeg faldt ned – og faldt det gjorde jeg i den grad. For det andet var det tydeligvis ikke længere nutid, selvom det føltes sådan. Jeg kunne kigge mig omkring og se, at jeg befandt mig i 2004. Selvom alle barnets følelser var levende, var jeg 43 år gammel, og jeg havde overlevet. For det tredje havde jeg alt andet lige flere ressourcer til at klare det som voksen, end jeg havde haft som barn. Det blev mit mantra: “Når jeg kunne overleve det her i min barndom, så kan jeg også klare at hele det som voksen”.

Efterhånden som de traumatiserede følelser kom frem og blev gennembearbejdet, kunne de slippe. Jeg begyndte at forstå mekanismerne i angsten og kunne afkode den. Jeg kom mere og mere ud af barndommens fastfrysninger og handlingslammelse og blev i stand til at handle. Jeg lærte at sige til og fra, sætte grænser, udtrykke følelser og behov. Mine tanker forandrede sig, mine følelser forandrede sig, og dermed begyndte jeg at kunne handle anderledes. Stille og roligt begyndte fortiden at blive fortid også inden i mig.

 

Følelser er bare følelser

Som barn oplevede jeg alle mine følelser som forkerte og skamfulde. Jeg husker, da jeg var omkring 9-10 år gammel, forbandede jeg mine følelser. Hvis det ikke var for dem, ville jeg være som ‘alle andre’. Jeg troede altså ikke, at andre mennesker havde følelser. Det var jo ikke noget, man kunne se på dem, og det var bestemt ikke noget, der blev talt om. I min familie var følelser i høj grad et tabu, og jeg oplevede heller ikke andre steder, at nogle udtrykte deres følelser med ord.

Da jeg som 43 årig startede i terapi, måtte min terapeut fortælle mig, at alle mennesker har følelser. Han måtte fortælle mig, at følelser ikke er skamfulde, og de er hverken rigtige eller forkerte – følelser er bare følelser. Det var ham, der lærte mig, at jeg har lov til at føle, hvad jeg nu engang føler, og at jeg godt må føle noget andet end andre. Det var en helt ny verden.

I starten skabte det angst uanset, hvilken følelse jeg mærkede. Efterhånden blev jeg bedre til at være i følelsen og også definere den og sætte ord på den. Jeg lærte, at når man har udviklet en evne, har man potentiale for at udvikle den modsatte evne i lige så høj grad. Jeg var ekspert i ikke at mærke noget, og efterhånden blev jeg faktisk lige så god til at mærke, hvad der kom frem og være med det.

 

At følge følelsen tilbage til oprindelsen

Under hypnosen blev jeg først guidet til ‘det sikre sted’ – et sted, hvor intet ondt kunne ske mig. Derefter blev jeg bedt om at følge en aktuel følelse eller fornemmelsen tilbage i tiden, til første gang jeg mærkede den. Som regel kom jeg tilbage til en situation i barndommen, som vi kunne kigge nærmere på og arbejde med. Når jeg så på det, der dengang skete, med voksne øjne, kunne jeg begynde at forstå den anderledes og mærke andre følelser. Barnets frygt, der var frosset fast i kroppen, blev tøet op. Derefter blev jeg guidet frem i tiden, igennem alle andre lignende situationer, som jeg nu kunne opfatte med min nye forståelse, og sidst kom jeg tilbage til det sikre sted. Det var vitterligt utroligt at opleve.

 

At skille følelserne ad

Billede af perler til 'Bagom angsten'Da jeg startede i terapi, blev der åbnet for det det totale følelsesmæssige kaos, jeg havde oplevet som barn. Følelserne var kludret sammen som et filtret garnnøgle. På et tidspunkt havde jeg en drøm, hvor jeg stod med en perlekæde. Perlerne havde forskellige størrelser og sad i størrelsesorden, men pludseligt gik der hul på perlekæden. Jeg måtte samle hver enkelt perle op, tage den i hånden og studere den for at få den sat på den rigtige plads igen. Den drøm gjorde mig bevidst om, at følelserne måtte skilles ad. Jeg var nødt til at tage en følelse af gangen, kigge på den og forholde mig til den, så det blev overskueligt. På den måde blev det også lettere at finde ord til at beskrive en følelse og få den placeret, hvor den hørte til.

 

Alt, hvad der ikke var kærligt, var ondt

Jeg fandt ud af, hvorfor min angst var blevet så omfattende. Børn ser meget naturligt tingene som sort/hvide, indtil de lærer at forstå og rumme nuancerne imellem yderlighederne. Da mine forældre ikke selv havde lært denne følelsesmæssige nuancering og rummelighed, kunne de selvfølgeligt heller ikke lære mig det. I øvrigt er denne ‘farveblindhed’ helt almindelig (måske uundgåelig) i dysfunktionelle familier. Det vil sige, at både/og ikke var en mulighed – alting var enten/eller. Tingene kunne være rigtige eller forkerte, grimme eller pæne, mennesker var dumme eller søde, man elskede eller hadede. Derfor måtte alt, hvad der ikke var kærligt, være ondt, og det gjaldt både mig selv og andre.

Billede af panik til 'Bagom angsten'Der skete mange ukærlige ting i min familie, så jeg lærte, at verden er ond. Enhver konfrontation med noget ukærligt, var farligt og udløste angstanfald. Når jeg hørte, læste eller så noget, der reelt var ondt, var det helt fuldstændigt umuligt at rumme. Det førte til flere deciderede sammenbrud igennem årene. På et tidspunkt i min ungdom var det nået dertil, hvor jeg ikke kunne høre radio, se TV, læse bøger eller blade. Jeg kunne knap nok tale med andre, for de kunne altid komme til at sige noget, der var ukærligt og dermed ondt.

I virkeligheden var det jo egentligt en omskrivning. Ligesom pinligt faktisk betyder pinefuldt, var frygten for ondskaben en frygt for alt, hvad der gjorde ondt. Jeg kunne slet ikke rumme, at jeg selv eller andre forvoldte nogen form for smerte.

På et tidspunkt talte min terapeut og jeg om ondskab. Han sagde bl.a., at alle mennesker kan komme til at gøre andre ondt. De ord gjorde en kæmpe forskel for mig. Jeg kunne umiddelbart relatere det til forskellige situationer i mit liv, hvor jeg havde følt mig ond, fordi jeg havde handlet på en måde, der gjorde andre ondt. F.eks. når jeg havde slået op med en kæreste, eller sat grænser for mine børn. Det fik mig til at forstå, at det ikke gjorde mig til et ondt eller ukærligt menneske. Smerte er en del af livet, og ja, mennesker kommer til at gøre hinanden ondt uden, at det er ondskab. Den forståelse fik mig til at acceptere, at smerte er en del af livet, så det handler ikke om at undgå den, men om at blive i stand til at rumme den.

Disse nye tanker skabte kaos i mig. Når tingene ikke var enten/eller men både/og, var de jo umuligt at gennemskue. Jeg kunne ikke længere i løbet af et par sekunder kategorisere folk og putte dem ned i den kasse, hvor de hørte til. Pludseligt var mennesker ikke længere 2D figurer, men et hologram af forskellige facetter. For at finde ud af, hvad det var for mennesker, jeg havde med at gøre, var jeg nødt til at forholde mig til hver enkelt som en unik person og situattion. Det virkede fuldstændigt uoverskueligt, men efterhånden blev det integreret. Det medførte en helt anden tilgang til mig selv og andre, en ægte interesse og indlevelse, og derved mere nærvær, mere kontakt.

 

Hvordan har du det lige nu?

Senere startede jeg i SE-terapi (Somatic Experiencing®). Det er choktraumeterapi, der går ud på at skabe balance i nervesystemet og få det til at falde til ro. Det er kropsbehandling, og hjælper kroppen til fysisk at slippe traumeenergien.

Min SE-terapeut spurgte tit “Hvordan har du det lige nu i det her øjeblik?” Det handlede om at mærke efter i kroppen. Mærke, om min krop følte sig truet. Hvis den gjorde det, var det enten tanker eller gamle følelser, der var aktiverede, for der var ingen aktuelle trusler lige-her-og-nu. Der var ingen tiger i rummet, som jeg skulle flygte fra eller kæmpe imod, og det hjalp mig til at komme fra hovedet og ned i kroppen. Det hjalp også til at få perspektiv, så jeg blev bedre til ikke at bekymre mig og føle angst for verdenssituationen og fremtiden. For lige-nu-og-her kunne jeg være tryg.

 

Angsten for mine egne følelser

Billede af mediterende kvinde og citat af Osho til 'Bagom angsten'Ret tidligt i processen blev jeg klar over, at hvis jeg skulle have det godt, måtte jeg slippe al den angst og frygt, jeg nogensinde havde følt. Jeg så for mig, at mit hjerte/min sjæl/min kerne igennem livet var blevet dækket af lag på lag af skidt og møg. Jeg var nødt til at skrælle det af, så jeg kunne komme derind, hvor der kun var lys, ro, glæde og frihed til at elske og bare være.

Når jeg stødte ind i blokeringer, spurgte jeg derfor min underbevidsthed, hvad det var for en gammel frygt, der lå i vejen. Hvad var det for en følelse, jeg var bange for at mærke? Når først den var blevet bevidst, kunne jeg søge tilbage til første gang, jeg havde mærket den, arbejde med den og på et tidspunkt slippe den.

Efterhånden blev jeg klar over, at der dybest set kun er én ting, jeg kan frygte, og det er mine egne følelser. Hvis jeg rummer enhver følelse, jeg kan føle, er der intet at være bange for. Så kan jeg møde enhver situation med ro og bevare mit hjerte åbent. Jeg ved godt, at det for mange lyder helt hen i vejret, og det er til dels også teoretisk. Man kan jo altid risikere at blive udsat for noget, hvor frygten overtager, og hjertet lukker sig.

Dog er det ikke så højtflyvende, som det kan lyde, faktisk tværtimod. I bund og grund handler det om at få hjælp til at bearbejde sine følelser, berolige nervesystemet, så man kan komme ned i kroppen og få jordforbindelse . Jo bedre man rummer sine følelser, des større følelsesmæssigt spekter kan man bevæge sig indenfor. Når man ikke er bange for at mærke, det man mærker, skal mere til, før man bliver grebet af frygt og mister kontrollen. Kan man rumme sine følelser, besidder man en enorm styrke, for så er man (mere eller mindre) altid i kontrol. Den største frihed ligger i at kunne bevare et åbent hjerte, så man trods ydre omstændigheder kan holde fast i sin glæde og kærlighed.

 

At se virkelighedsforvrængningen sort på hvidt

På et tidspunkt undervejs i mit terapiforløb fandt jeg et gammelt brev, jeg havde skrevet, da jeg var 22 år. Dengang havde radioens P1 efterlyst lytternes beretninger om, hvordan det er at leve med angst. Jeg havde svaret og fortalte i korte træk om, hvordan angsten var for mig, og mit brev blev læst op. Derefter blev det gemt væk, og jeg glemte alt om det. Over tyve år senere dukkede det så op fra gemmerne. Det var meget specielt at læse det igen, da jeg nu forstod det, jeg ikke forstod dengang.

Det var rammende at se den virkelighedsforvrængning, jeg havde levet i dengang. I brevet havde jeg bl.a. skrevet, at jeg kom fra en meget almindelig familie, hvilket ikke kunne være mere forkert. Jeg skrev også, at jeg ikke personligt havde nogle erfaringer med døden. Dengang som 22-årig havde jeg simpelthen ‘glemt’, at min far var død, da jeg var barn. Faktisk havde jeg på det tidspunkt fortrængt, at jeg nogensinde havde haft en far. Brevet kan læses her.