De dysfunktionelle mønstre og grænseproblemer

I dårligt fungerende familier er der nogle mønstre, der gentager sig. De kan defineres som dybe grænseproblemer, der præger både den enkelte og fællesskabet.

.

Hvad kom først, hønen eller ægget? Det samme umulige spørgsmål kan stilles i forhold til dysfunktion og traumer. Det er ikke til at sige, hvor det startede, men de to skaber og opretholder hinanden.

Når man har ubearbejdede traumer med sig, er ens indre et følelsesmæssigt kaos. Der er så mange følelser, man ikke kan rumme, så meget smerte, man ikke forstår. Der er så meget, der er ubevidst og undertrykt, som man ikke har ord for. Der er reaktioner, man ikke kan styre, og mønstre man ikke kan bryde. Der er forsvarsmekanismer og mestringsstrategier, der engang hjalp, som nu kun gør livet svært. Der er gamle sår og udækkede behov. Livet bliver en kamp, det kræver så utroligt meget energi at holde den gående, og underskuddet vokser sig blot større med tiden.

Når to mennesker, der begge har en tung bagage med sig, finder sammen, så vil de helt ubevidst komme til at genspille de mønstre, de selv er vokset op med, og dramaerne vil gentage sig. Nogle prøver at få talt om problemerne, men på en måde, der kun er en del af dramaet. Man kan ikke på egen hånd nå ind til kernen, fordi den er ubevidst, så det fører som regel ikke til de store forandringer.

Dysfunktion kan i praksis vise sig på mange måder og i forskellige grader, men fælles er nogle underliggende   mønstre og mekanismer. Det er underordnet, om det er en familie, en arbejdsplads, en institution eller for den sags skyld en nation. Mønstrene er universelle, og de findes i alle samfund, i alle samfundslag og alle kulturer. Den eksisterende verdensorden bygger faktisk på dem. Grænseproblemerne bliver ubevidst ført videre fra generation til generation, for så længe man ikke forstår, hvad man har med sig, forstår man heller ikke, hvad man giver videre. Bevidsthed er afgørende for forandring.

Den følgende tekst er inspireret af bogen ‘Familier med sexuelt misbrug af børn’ af Eva Hildebrand og Else Christensen. I bogen beskriver de fire grænseproblematikker, der kendetegner  dysfunktionelle familier, og det er de før omtalte ubearbejdede traumatiserede følelser, der er drivkraften.

Nedenstående er meget generaliseret og overordnet beskrevet, så der vil selvfølgeligt være noget, du ikke kan genkende – så tag det du kan bruge og lad resten være.

De fire grænser er:

Derudover har jeg tilføjet noget om nervesystemets grænser.

.

Familiesystemet

Den sunde familie er kendetegnet af mange grænser på kryds og tværs internt i familien

Den sunde familie er først og fremmest kendetegnet af grænser mellem børn (B) og voksne (V) og mellem kønnene. Der er også mange andre grænser. F.eks. har forældre og børn ikke samme venner, de har ikke samme interesser, de har ikke samme ansvar og rettigheder o.s.v. På illustrationen ses også en ydre grænse mod omverdenen. Alle grænser er perforerede, d.v.s. der er mulighed for udveksling med omgivelserne. De eneste grænser, der er faste, er hvert individs personlige afgrænsning.

I den dysfunktionelle familie er der kun én grænse, og det er den hermetisk lukkede grænse ud mod omverdenen. D.v.s. der er ingen grænser mellem de forskellige familiemedlemmer, hverken mellem generationer eller køn, og der er ingen personlige grænser. Til gengæld er der en rigid ydre grænse mod omverdenen, der tjener som kompensation for de manglende indre grænser. Der er ingen mulighed for udveksling udad i verden, mens der internt ikke er mulighed for at beskytte sig.

.

Grænsen mod omverdenen.

Den dysfunktionelle familie har en massiv grænse mod omverdenen.

Den dysfunktionelle familie har en massiv grænse mod omverdenen. Måske lever familien fysisk isoleret, men det behøver ikke at være tilfældet. Det kan sagtens være en familie, der tilsyneladende er velfungerende, og har en stor berøringsflade udadtil. Det handler om, at der ikke er nogen følelsesmæssig udveksling med mennesker uden for familien.

Denne ydre grænse tjener som beskyttelse. Verden udenfor er utryg, og kan man ikke sige fra overfor andre mennesker, er man nødt til at bruge mestringsstrategier for at beskytte sig. Det koster kræfter. Det kan måske også være svært at finde ud af, hvilke sociale normer der gælder, så man er nødt til at kopiere andre, og det trætter også. Andre mennesker derude i verden kan trigge følelser af at være underlegen, forkert, anderledes og mindreværdig, og det skal der bruges energi på at skjule. Hjemme i familien behøver man ikke bruge kræfter på at holde facaden. Her er man på hjemmebane, man kender spillereglerne.

Den ydre grænse beskytter også mod, at noget slipper ud af familien. Der er meget skam (det kan være skam over misbrug, over vold, over de evige konflikter o.s.v.), så det er vigtigt, at ingen kommer så tæt på, at hemmelighederne kan afsløres. Det kan udmønte sig i, at de voksne bliver ekstremt kontrollerende og søger at isolere børnene og måske også hinanden. I nogle familier må børnene ikke have legekammerater, og forældrene imellem kan der være en voldsom jalousi.

Grænsen er imidlertid også en barriere. Adskillelsen fra omverdenen fører til tankegangen, at der er ‘dem og os’. Der er ‘de andre’ ude i verden, der er helt forskellig fra ‘os’ her i familien – og i en dysfunktionel familie er forskellig lig med forkert. I familien taler man ikke om, hvordan man har det, og hvad man føler. Man taler om (og ikke med) andre mennesker, der som oftest bliver gjort forkerte, for så kan familien føle sig ‘rigtig’. Der er ingen eller kun ringe solidaritetsfølelse med dem ‘udenfor’. Børnene vokser op med opfattelsen af, at de er anderledes og forskellige fra ‘dem derude’, og det kan give en følelse af ikke rigtigt at høre til i menneskefællesskabet. Følgen er, at barnet kan komme til at føle sig fremmedgjort, eksistentielt isoleret, mistroisk, sårbart og usikkert over for andre. På den måde har barnet allerede internaliseret familiens følelser og dynamik.

Det kan være, at det især er bestemte grupper i samfundet, der bliver gjort til fjendebilleder (f.eks. rygere, kontanthjælpsmodtagere, arbejdsløse, indvandrere, muslimer, politiske modstandere o.s.v.). Derved har familien noget at være enige om, så der opstår et fællesskab omkring det, og de undgår at forholde sig til, hvordan de egentligt selv har det. Alle deres aggressioner kan blive kanaliseret ud på syndebukken. Barnet kan blive tvunget til at sympatisere med resten af familien om denne udstødelse. At opponere vil betyde, at barnet ryger ud af familiens fællesskab og bliver hånet for at være ‘én af dem’. Det er en form for hjernevask, og den kan være så massiv, at et fjendebillede går i arv fra generation til generation. Nogle mennesker bruger livet på at bekæmpe denne fjende – også politisk.

I manglen på personlige grænser kan denne grænse være individets eneste beskyttelse mod verden udenfor. Helt bogstaveligt findes trygheden bag hjemmets fire vægge. Der er givetvis mange, der får diagnosen ‘social fobi’, hvor det i virkeligheden handler om et grænseproblem. Mennesket har brug for at udvikle sine personlige grænser, så det kan forsvare og beskytte sig selv, hvis det bliver truet. Når man kan det, er verden ikke længere så farlig, man bliver mere tryg, og så behøver man ikke på samme måde at lukke sig selv inde og omverdenen ude.

Grænsen til omverdenen kan ligefrem gøre det umuligt at søge professionel hjælp og behandling, selvom man virkeligt har brug for det. Det kan føles ekstremt farligt at skulle ‘blotte sig’ og vise sin sårbarhed, overfor ‘én af de andre’, man har lært ikke at stole på. Så hellere klare det alene, som man altid har været vant til. Men det er netop sagens kerne – det kan man ikke! At overskride den usynlige grænse til omverdenen og søge hjælp kan være det første og største skridt imod heling.

.

Den interpersonelle grænse.

Den dysfunktionelle families rigide grænse mod omverdenen modsvares af en udpræget grænseløshed internt i familien.

Den rigide grænse mod omverdenen modsvares af en udpræget grænseløshed internt i familien. Når andre lukkes ude, bliver familien lukket inde. Familiens medlemmer bliver meget afhængige af hinanden og af den symbiotiske nærhed. Uden familien har man ingen (er man ingen).

Der er kun få eller ingen individuelle følelsesmæssige grænser mellem familiens medlemmer, så alle flyder sammen og er viklet ind i hinanden følelsesmæssigt. Der er ikke noget ‘du’ og ‘jeg’, der er kun ‘vi’ og ‘os’. Alle familiens medlemmer skal føle, tænke, tro og mene det samme, hvis de vil undgå udskamning og udstødelse. D.v.s. barnet kommer til at opfatte, at det er skamfuldt, forkert og forbudt at have sine egne grænser, følelser og behov, tanker og meninger. Er man anderledes, er man forkert, så barnet prøver at lave om på sig selv, så det kan være ‘rigtigt’ og blive anerkendt af flokken.

På den konto får barnet aldrig udviklet en fornemmelse af, hvem det selv er. Det mister evnen til at tænke selvstændigt og mærke sine egne grænser, følelser og behov, og får ikke særligt gode muligheder for at udvikle sine egne unikke ressourcer og potentialer. Dermed er grunden lagt til (ofte livslange) identitetsproblemer. Det giver selvfølgeligt problemer i relationer, når man ikke kan rumme forskelligheder. I starten prøver barnet at lave sig selv om i forsøget på at blive ‘ligesom de andre’, og efterhånden vil det også prøve at lave andre om. Barnet – også det voksne barn – kan nu mærke, at forskelligheden bryder den symbiotiske tilknytning, så det er nødvendigt at være ens.

Afhængig af alder og familiens dynamik vil barnet på forskellig vis forsøge at hævde sin individualitet og selvstændighed. Det har brug for at udvikle sig og afprøve sig selv i andre relationer og sammenhænge. Først og fremmest har det brug for at blive respekteret og anerkendt som sig selv. Det er en smertefuld kamp, for barnet er både fysisk og følelsesmæssigt afhængig af de samme mennesker, som det forsøger at løsrive sig fra. Der er ikke nogen gylden middelvej, så barnet må opgive tilknytningen til sig selv for at kunne bevare tilknytningen til familien.

Når det ikke er muligt at have nære følelsesmæssige relationer til mennesker uden for familien, må alle behov dækkes internt i familien. Det er umuligt, da familien har et følelsesmæssigt underskud, så ingen har noget at give af. Derfor bliver det alles kamp mod alle i forsøget på at få dækket egne behov. Enhver er sig selv nærmest, også selvom det er på bekostning af andre. Uden ny, positiv energi udefra er det den samme gamle energi, der bliver ved med at cirkulere, og den er fyldt med afmagt, fortvivlelse, frygt og raseri. Børnenes naturlige, glade, kærlige energi, der lever på trods, er faktisk den eneste positive energikilde. Derfor vil de voksne enten suge af den energi uden at give noget brugbart tilbage, eller de vil forsøge at ødelægge den, fordi de ikke kan rumme den. Begge dele resulterer i, at børnene drænes.

Når man ikke kan kontrollere sine egne følelser, må man i stedet forsøge at få kontrol over andre mennesker. Det kan gøres på mange måder, og alle finder det, der virker for dem. Én måde kan f.eks. være at overskride andres grænser med vilje, så de bliver gjort magtesløse. Grænseoverskridelser udløser aggressioner og magtkampe, som det er livet om at vinde. Konflikter kan ikke blive løst, da familien ikke har de evner og ressourcer, det kræver at føre en reel dialog. Der bliver kun slået ned på adfærden, og man forholder sig ikke til, hvad der ligger bag.

Atmosfæren i hjemmet kan veksle imellem at være som en dybfryser eller en trykkoger. Livet leves i en følelsesmæssig rutschebane, der overbelaster alle. Der kan være en højspænding, så der kun skal en gnist til for at udløse en eksplosion enten af raseri eller af isnende kulde. Når det sker, vil familien trække sig væk fra hinanden et stykke tid, indtil de ikke kan udholde adskillelsen længere, hvorefter de søger sammen igen. Men når de er sammen, øges spændingen hurtigt, så det er kun et spørgsmål om tid, hvornår den næste eksplosion indtræffer. Derefter vil familien igen skilles og efter nogen tid søge sammen. De er ubevist fanget i en konstant, forudsigelig cyklus.

Konkret kan grænseløsheden internt i familien vise sig på mange forskellige måder: F.eks. at privatliv ikke er tilladt; verbale, fysiske og følelsesmæssige overgreb; manglende rammer og strukturer; alkohol- og stofmisbrug – o.s.v. Børnene lider følelsesmæssig overlast, og forudsætningerne for, at der kan ske fysisk voldelige og seksuelle overgreb er til stede.

Det er som en krigszone, som alle tager skade af at befinde sig i, og den danner grundlag for udvikling eller forværring af Kompleks PTSD.

.

Grænsen mellem generationerne

Manglen på interne grænser i familien bevirker, at også grænserne mellem generationerne udviskes.

Manglen på interne grænser i familien bevirker, at også grænserne mellem generationerne udviskes, hvorved der opstår en rolleforvirring eller rolleombytning. De voksne er følelsesmæssigt umodne og har så at sige taget børnerollerne, så børnene får tildelt voksenrollerne. Nogle voksne er dog i stand til på nogle områder at påtage sig et voksent ansvar. Ofte træder de dog først i karakter, når der skal straffes eller inddrages privilegier. D.v.s. når de kan bruge magt til at få trumfet deres vilje igennem, en magt som børnene i sagens natur ikke har. Børnene er i forvejen underlagt forældrene, så når forældrene på den måde demonstrerer deres magt, bliver børnene gjort dobbelt magtesløse.

Når de voksne ikke fik dækket de basale følelsesmæssige behov i deres barndom, er de stadigt fokuserede på sig selv og deres egen behovstilfredsstillelse. Altså gentager de i én eller anden grad det samme, som de selv har oplevet: Børnene skal dække de voksnes behov ved at forstå, trøste, bekræfte, hjælpe, anerkende og give opmærksomhed. Det er et følelsesmæssigt misbrug, der suger energien ud af børnene, så de bliver drænede. Omvendt får børnene ikke megen positiv, voksen opmærksomhed på deres egne præmisser. De kan måske opnå anerkendelse for det de gør for forældrene, men får den næppe i kraft af, at de er præcist de unikke mennesker, de er. Derved kan de allerede i barndommen være ‘brugt op’ og udtømte, så når de engang selv får børn, har de ikke noget at give af. Mønstrene fortsætter.

I en sund familie er der et naturligt hierarki. Som de voksne er forældrene i toppen af pyramiden, mens børnene efter alder fordeler sig nedad. Jo længere nede i hierarkiet man befinder sig, desto mindre ansvar og færre privilegier har man. Det vil sige, at der f.eks. er forskel på, hvad tid børnene skal i seng. Det mindste barn, der er nederst i hierarkiet må i seng før den større søskende. Det ældste barn er kommet højt op i hierarkiet og har derfor flere opgaver i hjemmet, end de yngre søskende. Som de øverst placerede, har forældrene det overordnede ansvar og de største privilegier.

I en dårligt fungerende familie er det almindeligt, at den ene forælder hiver et barn højere op i hierarkiet og tildeler det en voksenrolle. Derved bliver den anden forælder degraderet til en plads længere nede i en barnerolle. Det bringer ubalance i den naturlige rangorden og skaber splittelse på flere måder. Først og fremmest skaber det splittelse mellem barnet og den degraderede forælder. Forælderen vil måske kæmpe for at få sin retmæssige plads tilbage, og det kan føre til magtkampe, rivalisering og konflikter. Et alternativ kan være, at forælderen tilsyneladende accepterer den nye rangordenen, hvor barnet så at sige bliver forælderen.

Uligheden skaber også splittelse mellem forældrene, der i sagens natur ikke kan have en ligeværdig og jævnbyrdig relation. Det vil føre til kampe mellem forældrene, hvor børnene ofte vil blive inddraget og tvunget til at tage parti. Dermed kommer der en splittelse mere, nemlig en indre splittelse i barnet, for de voksnes kampe bliver til barnets indre kampe med sig selv – en indre borgerkrig.

Konkret kan rolleforvirringen vise sig på mange forskellige måder. Måske bliver mor og datter fortrolige ‘veninder‘ eller rivalinder. Sønnen bliver fars kammerat, der f.eks. skal dele hans problemer med kvinder, eller de kan blive rivaler. Det kan være, at forældrene begynder at dele deres eget misbrug af f.eks. alkohol eller hash med de større børn. Måske hænger forældrene ud med børnenes venner – eller omvendt hænger børnene ud sammen med forældrene og deres omgangskreds. Der kan være seksualiserende snak på tværs af generationerne, eller forældrene involverer børnene i deres indbyrdes samliv eller i deres private problemer og bekymringer.

Der er ikke nødvendigvis så langt fra et følelsesmæssigt misbrug af børnene til et fysisk misbrug. Det kan være, at faderen elsker, at datteren klør ham på ryggen og måske vil moderen gerne have, at sønnen masserer hendes skuldre. Dette kan virke meget harmløst, men under disse forudsætninger er det et misbrug. Det er ikke børnenes behov, men de voksne, der bruger børnene til at få dækket deres behov. Når der i forvejen hersker en grænseløshed i familien, kan det i nogle tilfælde blive en glidebane til seksuelle overgreb.

Der er en tommelfingerregel, der siger, at det man påtager sig ansvaret for, ender man med at få skylden for. Det passer i særdeleshed godt i disse familier: Når barnet påtager sig de voksnes ansvar for familiens problemer, ender det før eller siden med at få (og påtage sig) ansvaret og skylden for problemerne.

 

Den intrapsykiske grænse

Den intrapsykiske grænse er grænsen mellem virkelighed og uvirkelighed, og den kaldes også for virkelighedsforvrængning.

Den intrapsykiske grænse er grænsen mellem virkelighed og uvirkelighed – også kaldet virkelighedsforvrængning.

Livet i en dysfunktionel familie er smertefuldt, men familien kan dårligt rumme følelser og især ikke smertefulde følelser. De er derfor nødt til at lave virkeligheden om, så den bliver til at bære. Hvis barnet udtrykker vrede, ked-af-det-hed eller noget andet sårbart, vil familien typisk forsøge at minimere og skubbe problemet (og dermed barnet) væk. Det oplever, at det ikke bliver forstået, set og taget alvorligt. Det lægger barnet en fortolkning ind i, som f.eks. at det er ligegyldigt. Hvis det sker én gang, kan barnets tillid til de voksne efterhånden bygges op igen og blive næsten helt intakt. Er det derimod hverdag igennem en hel barndom, er der ikke noget grundlag for tillid til de voksne.

I forsøget på at undgå alle de følelser, der gør ondt, må barnet skabe nogle mestrings- og overlevelsesstrategier. Det vil sige, at det ikke længere agerer autentisk ud fra, hvad det mærker eller føler. Det må handle ud fra, hvad der kan beskytte mod smerte – mønstrene fortsætter. Barnet lærer altså at manipulere både sig selv og andre. Et eksempel kan være, at barnet påtager sig skylden for at blive slået. “Det er min egen skyld. Jeg kunne bare være sødere, dygtigere, mere hjælpsom…” På den måde oplever barnet, at det kan handle og gøre noget for at forbedre sin situation, og undgår i én eller anden grad undgå at blive låst fast i magtesløshed. Det er selvfølgeligt en illusion, da barnet reelt er magtesløst, og det gør ingen forskel, om barnet forandrer sig, for det handler ikke om barnet. Det handler om de voksne og deres manglende følelsesmæssige kompetencer.

Andre eksempler på mestringsstrategier kan f.eks. være at udvikle en spiseforstyrrelse, et misbrug, at skære i sig selv, at mobbe andre, at blive overansvarlig, at påtage sig roller som ‘fredsmægler’, ‘klovn’, ‘beskytter’, ‘ballademager’ – eller hvad der nu tjener barnet bedst i præcist denne familie.

Når summen af belastning bliver for stor, ryger barnet ud over smertegrænsen. Det er hele familiedynamikken, alle dramaerne, ensomheden ved at skulle bære sine følelser alene, overgreb, misbrug, måske problemer i skolen o.s.v. Barnet kan hverken kæmpe eller flygte. Det skal stadigt bo sammen med sin familie og have en hverdag og leve sit liv. Samtidigt er det fanget i en smertelig ambivalens, hvor det både hader og elsker sine forældre og sin familie. Heldigvis er hjernen indrettet, så den gør alt, hvad der er nødvendigt i forsøget på at sikre overlevelse. Der aktiveres nogle ubevidste forsvars- og beskyttelsesmekanismer, der er helt uden for viljens herredømme. Det har store konsekvenser for barnet både på kortere og længere sigt, men var den bedst mulige løsning i en umulig situation.

Barnet kæmper alene med alle sine smertefulde følelser. Der er kun én måde at håndtere dem på, og det er ved at forsvinde fra sig selv – at dissociere. Dissociation vil sige, at der bliver lukket af for kroppen, for følelserne, og alt det smertefulde forsvinder midlertidigt eller vedvarende ud af bevidstheden. Det er helt individuelt, hvor omfattende dissociationen er. Nogle kan huske en del, men har ikke adgang til følelserne. For andre er det omvendt, at de mærker følelserne, men der er ikke nogen adgang til erindringerne. Eller noget helt tredje. Uanset hvordan dissociationen viser sig og i hvilken grad, vil den medføre et fragmenteret liv uden en naturlig kronologisk sammenhæng. Det giver en fornemmelse af at se sig selv udefra, som om man er tilskuer til sit eget liv.

Som jeg skrev i starten, må virkeligheden laves om, så den bliver til at bære. Det gælder ikke kun for barnet, men for alle familiens medlemmer. Alle kan i større eller mindre grad dissociere og fortrænge og bruge deres mestringsstrategier. Sammen og hver for sig må de skabe en fortælling, de kan leve med. Deraf er kommet mange historier om en lykkelig barndom og jordens bedste familie. For at kunne skabe en sådan alternativ virkelighed, må man lyve for sig selv og dermed også for andre. Når en løgn bliver fortalt ofte nok, bliver den efterhånden opfattet som sandhed. På den måde kan barndommens mestringsstrategier og forsvarsmekanismer skabe grundlag for en egentlig livsløgn, man kan bygge et liv op på – og overleve på.

Det er vigtigt at huske, at uanset hvad man har troet på, og uanset hvor virkelighedsfjernt det har været, så har det haft en positiv funktion. På et tidspunkt bliver omkostningerne ved at lave virkeligheden om større end gevinsterne, og så må man begynde at se virkeligheden, som den reelt er. Det gør ondt, men det er lige dér, helingen kan begynde.

.

En 5. grænse – nervesystemet

Illustration af det velfungerende kontra det overaktiverede nervesystem

Øverst i illustrationen vises det velfungerende nervesystem. Det bevæger sig i en blød kurve med opspænding og afladning i et regelmæssigt flow. Det er afgrænset af nogle vandrette linier, som kaldes tolerancetærsklen eller tolerancevinduet. Et chok er en oplevelse, der går ud over, hvad nervesystemet kan rumme på det givne tidspunkt. Den voldsomme energi, der var i den traumatiske situation, klinger efterhånden af, men der bliver en rest siddende som en splint i nervesystemet. Ligeledes bliver de følelser, der var i den traumatiske situation frosset fast i kroppen.

Som det ses på den nederste del af illustrationen, bevæger nervesystemet sig efter chokket helt ukontrolleret og voldsomt mellem opladning og afspænding uden for tolerancetærsklen. Enten er man helt oppe og flyve, eller også er man gået fuldstændigt i gulvet. Det er som et pendul, der hele tiden svinger mellem yderpunkterne og ikke kan finde ro i midten. Når det er svinget helt ud til den ene yderlighed, må det nødvendigvis også svinge ud til den anden yderlighed. Mennesket ikke kan finde ro i sig selv, for det er vant til de følelser og reaktioner der befinder sig ude i ekstremerne. Det er ikke til at holde ud at  mærke, hvordan det er inde i midterfeltet, hvor roen findes. På et tidspunkt kan man blive låst fast i ét af yderpunkterne, hvor nervesystemet enten er kronisk overspændt eller kronisk kollapset.

Illustrationen viser et choktraume – altså en pludselig begivenhed, hvor man bliver konfronteret med sin egen totale afmagt og måske tror, at man skal dø. Det kan være en bilulykke, en voldtægt, et røveri eller noget andet. Dette kan medføre PTSD (posttraumatisk stress). Det er mere kompliceret, når traumatisering sker som følge af opvækst i en dysfunktionel familie. Der forekommer choks, men dertil kommer tilknytnings- og relationstraumer, fordi det er mennesker, der er uforudsigelige, skadevoldende og farlige. Endda de mennesker, der burde garanteret barnets trivsel, sikkerhed og liv. En sådan opvækst medfører Kompleks PTSD. Virkningen på nervesystemet er den samme, men der er mange flere lag og aspekter.

Et barns nervesystem og hjerne er stadigt under udvikling og derfor meget sensibel. Når barnet dels belastes ud over nervesystemets kapacitet, og dels ikke får den spejling, tilknytning og tryghed, det har brug for, så præger det udviklingen. Forskning har med scanningsbilleder af børns hjerner anskueliggjort, hvilken fysiologisk forskel det gør, om et barn har fået omsorg og tryghed, eller er blevet omsorgssvigtede og udsat for overgreb. For de omsorgssvigtede børn er der mange ‘sorte områder’, og neurale forbindelser der ikke er dannet. Anden forskning har vist, at forskellige typer mishandling og svigt præger forskellige dele af hjernen. Det er derfor afgørende, hvor udviklet den pågældende del af hjernen er på det givne tidspunkt.

Effekten af traumerne er i høj grad fysiologisk, og det påvirker hele organismen vedvarende. Dertil kommer de følelsesmæssige og psykologiske aspekter. Til sammen danner det grundlag for de dysfunktionelle mønstre og de beskrevne grænseproblematikker. Heldigvis er hjernen plastisk og derfor er det muligt at skabe forandringer hele livet. Det vil sige, at det aldrig er for sent at arbejde på at få det bedre.

.

Opsummering

Det kan have været voldsomt at læse det her, og det er sørgeligt og tragisk. Ufatteligt mange menneskeliv ødelægges på grund af dysfunktion og traumer. Når livet er svært og hårdt, er det ikke fordi, der er noget galt med én, eller man bare skal tage sig sammen. Det er fordi, man har fået særdeles dårlige kort på hånden fra starten. Skal vi forandre noget, er vi nødt til at forstå, hvad vi er oppe imod. Det kan være overvældende og gøre ondt, men bevidsthed er en forudsætning for forandring.

Som nævnt er det heldigvis aldrig for sent at arbejde på at få det bedre. Man kan gøre nogle ting selv, men mange har brug for professionel hjælp i processen. Her slår samfundets dysfunktion igennem, for det er svært at finde den fornødne hjælp – ligesom det var i familien. Samfundssystemet og familiesystemet er to sider af samme sag, for systemer har først og fremmest ét formål, nemlig at bevare status quo for at opretholde sig selv. Systemer vil gøre alt for at undgå forandringer. Vi, der har brug for hjælp til forandring, vil derfor blive modarbejdede og holdt fast i en offerposition. Det ligger i systemernes natur.

At det er svært betyder naturligvis ikke, at vi skal opgive vores egen heling og udvikling. Vi har været vant til at kæmpe, men når vi går i gang med den indre proces, bliver kampen en anden. Før anede vi ikke, hvad vi kæmpede imod, så vi kom til at kæmpe mod os selv, og resultatet var, at tingene fortsatte. Når man får bevidsthed, kan man begynde en målrettet kamp for et bedre liv. Man kan begynde at kæmpe for sig selv – og efterhånden kan kampen måske slippe og i stedet blive til et meningsfyldt arbejde med sig selv.

Hvordan kan man så arbejde med at bryde mønstrene og få etableret nogle sunde grænser? Det skriver jeg noget om i indlægget Arbejdet med grænserne.