Når traumet bryder igennem

Når et barn oplever noget traumatisk, træder nogle ekstremt stærke mekanismer i kraft. Hele organismen sætter alt ind på, at barnet overlever det – og helst med forstanden i behold.

Én af disse mekanismer er, at den traumatiske situation så at sige spaltes fra hinanden. De emotioner, sanseindtryk og fysiske oplevelser, der skaber en helhed, bliver adskilt. I stedet for én samlet situation, der bestod af kropslige, følelsesmæssige og sansemæssige indtryk, er der kun spredte fragmenter.  Det betyder bl.a., at når mennesket igennem livet bliver konfronteret med ét af fragmenterne fra den traumatiske situation (f.eks. en duft, et synsindtryk, en følelse etc.), så kan det skabe ubehag, angst eller måske flashbacks. Bevidst eller ubevidst er det som at opleve det igen – bare knap så voldsomt, fordi det kun er et fragment.

Fragmentering er en effektiv beskyttelsesmekanisme. Det vil være alt for voldsomt for nervesystemet, hvis man både kunne huske, hvad der skete og samtidigt kunne mærke alle følelserne. Det er der nogle mennesker, der kan (og de ender ofte i misbrug, fordi smerten er konstant). For mange bliver der lukket helt af for enten følelser eller erindringer. Nogle bliver altså ved med at kunne huske, hvad der skete, men har ikke nogen følelser forbundet med erindringerne. Hos andre er følelserne levende, men erindringerne er væk.

Uanset om man reagerer på den ene eller anden måde, er traumerne årsag til, at der skabes nogle bestemte følelser, tanke- og handlemønstre. De bliver bare ikke sat i forbindelse med den traumatiske hændelse, fordi der enten ikke er nogen erindring om den, eller fordi der ikke er koblet nogle følelser til den. Det giver problemer, for uden fornemmelse af årsag og virkning mister mennesket evnen til at forstå sig selv. Følelser og reaktioner giver ingen mening, fordi der ikke er nogen bevidsthed om, hvorfor man føler og handler, som man gør.

.

Når forsvarene bryder sammen

Nogle mennesker oplever på et tidspunkt i livet, at der sker noget, så følelser og erindringer fra traumet pludseligt bliver koblet sammen igen. Det kan være sygdom; en fødsel; børn der har den alder, man selv havde, da traumet fandt sted; arbejdsløshed; dødsfald; terapi og selvudvikling – eller noget helt andet. Måske er det bare summen af belastning, der efterhånden er blevet for stor. Dette sker typisk omkring 30-40 års alderen.

I det øjeblik følelser og erindringer for første gang bliver forbundet med hinanden, opstår der simpelthen et chok i hele organismen. Det er som en omvendt kortslutning af nervesystemet. Når det sker, bliver livet uigenkaldeligt forandret, for intet er længere, som det hidtil har været. Det er meget voldsomt og kan føles som om, at man er ved at blive skør, som om man går i stykker, og som om ens liv er splittet fra hinanden i atomer. I virkeligheden er det det modsatte, der sker. Kortslutningen, hvor alt blev splittet i atomer, og man gik i stykker, skete jo reelt, da man oplevede traumet. P.g.a. forsvarsmekanismer og mestringsstrategier har man bare været beskyttet mod rigtigt at mærke og forstå det.

Dette sammenbrud (eller gennembrud), hvor følelser og erindringer forbindes, skaber grundlag for en dyb helingsproces. Chokket skaber forbindelse til det ubevidste sind og til kroppen, på en måde der ikke før har været mulig. Det er enormt skræmmende, sårbart og hudløst, så det er vigtigt, at man ikke er alene i det. Skal man klare det alene, vil det kunne skabe en yderligere retraumatisering, da en del af barnets traume var, at det var alene om at klare de traumatiske oplevelser.  Hvis man får den rigtige hjælp, åbner netop denne ekstreme stresstilstand en mulighed for at få helet og bearbejdet traumerne på et virkelig dybt plan.

.

I ‘Chokket – afsløring af livsløgnen‘ skriver jeg om, hvordan gennembrudet skete for mig.